Læserbrev af Mette Riis (S), Kolding / byrådskandidat.
Rejs jer og giv en klapsalve til vores pædagoger, lærere og skoleledere. De står hver dag i front med vores børn og kæmper kampe, vi sjældent ser – mens de former næste generation på trods af alt for mange benspænd.
Kære politikere: Ansvaret for mistrivslen er jeres. I lytter ikke til dem, der står midt i virkeligheden. I taler om inklusion, men alt for mange børn i dyb mistrivsel bliver overset. Jeres passivitet udløser en dominoeffekt: uro i klasserne, udbrændte lærere, børn der mister fodfæstet og forældre, der står magtesløse. Samtidig mødes lærere og pædagoger med vold, trusler og klager. Det er resultatet af en politik, der er kørt af sporet i Kolding Kommune.
Flere penge er ikke løsningen. Problemet er de rammer, I selv har skabt – og ikke formår at ændre. I har haft tid til at handle, men sidder stadig på hænderne med hovedet nede i havnebassinet. Beslutningerne skal tages dér, hvor virkeligheden findes: tæt på børnene.
Lærere, pædagoger og skoleledere skal have reel indflydelse – ikke pyntes med i beslutningsprocesser. Indsatsen skal begynde tidligt, allerede i vuggestuen. De ansatte skal have et arbejdsmiljø med luft, faglig respekt og tid til kerneopgaven, så de kan skabe det læringsmiljø, børnene har krav på.
Jeg arbejder som psykoterapeut med speciale i børn og unge – særligt inden for spiseforstyrrelser og selvskade. Jeg har lyttet til betroelser, siddet over for unge, der havde mistet alt håb, mens systemet kiggede den anden vej, og set, hvordan konsekvenserne af politisk passivitet rammer først børnene – og derefter hele systemet.
