Kolding Netavis

Kære borger: Godt nytår!

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Læserbrev af Birgitte Munk Grunnet (S), borgmesterkandidat, Skovborglundvej 11, 6580 Vamdrup.

Kære borger, først vil jeg ønske alle et godt nytår.

2020 har været et meget mærkeligt år, præget af Corona og alt det, det har medført for os alle. Det positive er, at ordet ”samfundssind” er kåret som årets ord. Vi har et fantastisk lederskab i form af Statsminister Mette Frederiksen og regeringen, men vi har også hver især givet indhold til ordet samfundssind – vi har gjort det, der skal til: været sammen hver for sig! Det har været svært for mange og det har været med til at skabe opmærksomhed om, at ensomhed er noget vi alle kan opleve.

Vi går heldigvis mod lysere tider: dagene bliver langsomt længere og ikke mindst, så er næsten alle beboere på plejehjem i Kolding Kommune blevet vaccineret og ganske langsomt kommer vi til, at nærme os tider, hvor vi kan være sammen med dem vi vil og dem vi holder af.

2021, bliver politisk et travlt år med kommune- og regionsrådsvalget den 16. november 2021. Socialdemokratiet i Kolding Kommune vil forene alle kræfter i arbejdet med at få flere socialdemokrater valgt ind i byrådet og at vi får borgmesterposten.

Det er afgørende, at vi stiller med et stærkt hold til det kommende valg. Socialdemokratiet er godt på vej:

I de forgangne tre år er der sat Socialdemokratiske aftryk på byrådets beslutninger og vi har været med til at dreje beslutningerne sådan, at de afbød nogle af de værste konsekvenser for de svageste af vores borgere. Socialdemokratiet tog ansvar i genopretningen af den katastrofale økonomi og fik stillet krav om langt stærkere styring af økonomien i kommunen som venstre har kørt helt i sænk.

Min vision for fremtiden er at styrke kernevelfærden fordi velfærd er noget vi giver til hinanden i et stærkt fællesskab. Jeg vil skabe udvikling af Kolding Kommune, med grønne og bæredygtige initiativer. Gerne med stort fokus på Koldings position som uddannelsesby, med større sammenhængskraft mellem uddannelsesområdet og erhvervsliv. Samtidig med, at vi skal arbejde for at gøre kommunen endnu mere attraktiv for nye borgere og nye virksomheder.

Der er nok at tage fat på i det kommende år – og mange ting er i gang! Jeg håber oprigtigt på, at vi i løbet af det første halve år i 2021 får mulighed for at mødes på gaden til debatmøder, på nettet, og få en tæt og god dialog om, hvad ”det gode liv i Kolding Kommune” er for os alle og at vi får skabt begejstring for det sted vi bor og lever.

Jeg ønsker jer alle et godt nytår – på trods af den stigende smitte vi ser lige nu. Pas godt på hinanden – vi ses i 2021.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *