Skip to main content

Kolding Netavis

-Jeg vil kæmpe for rent drikkevand

Elo Christoffersen
Nils Sjøberg (R). Foto: Anders Sonne.

Nils Sjøberg (R), Kolding/folketingskandidat i Sydjylland.

I årtier har vi i Danmark taget det for givet, at vandet fra hanen er noget af det reneste i verden. Men i dag er virkeligheden en anden. Flere steder i landet bliver vandboringer lukket på grund af forurening. Det rejser et ubehageligt spørgsmål: Kan vi stadig stole på det vand, vi drikker hver dag?

I Sydjylland er problemet konkret. I Bramdrupdam ved Kolding måtte en boring lukkes efter forurening fra tidligere malingproduktion. I Haderslev-området er der fundet pesticider i flere boringer, og i Aabenraa og Esbjerg kommuner er der konstateret PFAS i grundvandet.

Det er ikke enkeltstående tilfælde. Det er et mønster.

Som en borger skrev i et nyligt læserbrev, er tilliden begyndt at vakle. Når man overvejer, om ens børn kan drikke vand fra hanen, er noget galt.

Og det er alvorligt. Selv små mængder PFAS og pesticider kan skade vores helbred. Forskning viser, at PFAS kan svække immunforsvaret, øge risikoen for kræft og forstyrre hormonsystemet. Samtidig er der fundet sammenhænge mellem forurenet drikkevand og lav fødselsvægt samt for tidlige fødsler. Det betyder, at konsekvenserne ikke kun rammer miljøet – men også vores børn og kommende generationer.

Der findes løsninger. Men det kræver politisk vilje – og at nogen tager ansvar.

Jeg stiller op til Folketinget, fordi jeg vil gøre netop det. Får jeg vælgernes tillid, vil jeg arbejde for:

  • Et forbud mod sprøjtegifte i alle boringsnære beskyttelsesområder – finansieret gennem målrettede kompensationer til lodsejere fra Trepartsaftalen.
  • Et totalforbud mod PFAS i ikke-nødvendige produkter og en bindende plan for fuld udfasning – hvor forureneren – i de tilfælde, hvor det er muligt at finde forureneren – betaler for oprydningen
  • Opkøb og omlægning af sårbare drikkevandsområder til skov og natur – prioriteret som en national kerneopgave

Jeg er klar over, at det er skarpe krav, men rent drikkevand er ikke en luksus – det er en forudsætning for vores sundhed og tryghed. Derfor er spørgsmålet ikke, om vi har råd til at beskytte vores drikkevand, men om vi har råd til at lade være.

Jeg vil kæmpe for at rent drikkevand også bliver en selvfølge for vores børn og børnebørn.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: