Kolding Netavis

Ja tak til mindre medicin i psykiatrien

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Sara Darling Jørgensen (SF). Pressefoto.

Læserbrev af Sara Darling Jørgensen (SF), regionsrådsmedlem Region Syddanmark, 5700 Svendborg.

Flere og flere patienter har efterlyst at kunne få behandling i psykiatrien uden så stor brug af medicin og tvang, hvilket vi i SF igennem en del år også har arbejdet for skulle blive til virkelig.

Derfor er jeg meget glad for, at vi netop har vedtaget i Region Syddanmark at starte ud med et projekt på psykiatrisk afd. i Middelfart, hvor man skal arbejde med mindre brug af tvang og igangsætte afprøvningen af medicinreducerende tilgange.

Det er så utroligt vigtigt, at vi får bragt tvangen ned i psykiatrien, så de borgere som fremover indlægges, oplever mere nærvær, flere samtaler, aktiviteter og færre tvangssituationer – og at patienterne ikke oplever at eneste behandling er medicin.

Projektet kører i to år, hvor der bl.a. ansættes en psykolog, fysioterapeuter, socialrådgiver eller lignende, som også skal være brobyggere mellem døgnafsnittet og lokalpsykiatrien, så indsatsen og patientens motivation fastholdes ved udskrivelse.

I projektet vil man øge brugen af nogle mestringsstrategier med patienten, frem for medicinen. Nogle tilgange som allerede anvendes i en vis grad i psykiatrien i dag – hvilket vi ser frem til, både for patienterne, de pårørende og medarbejderne i psykiatrien.

Det bliver et spændende projekt at følge med i – og i SF håber vi, at det bliver en succes, så vi kan få projektet implementeret på alle de andre psykiatriske afdelinger i regionen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel