Kolding Netavis

Hvorfor endnu en dagligvarebutik i Kolding?

Elo Christoffersen
Molle Lykke Nielsen (DF). Foto: Frank Cilius.

Læserbrev af Molle Lykke Nielsen (DF), Hejls/byrådsmedlem.

Kolding er allerede en af de byer i Danmark, der har den største dækning af dagligvare- og discountbutikker målt pr. indbygger. Samtidig har vi et stærkt bycentrum med Føtex, som ligger centralt placeret ved bybussernes terminal, et parkeringshus og byens gågadenet. Det gør centrum let tilgængeligt for alle – uanset om man kommer med bus, bil eller til fods.

Alligevel arbejder forvaltningen i øjeblikket med en lokalplan, der skal gøre det muligt at etablere endnu en dagligvarebutik på Agtrupvej. Placeringen ligger på en skolevej, på en stærkt trafikeret strækning og tæt på en eksisterende dagligvarebutik. Derfor er det relevant at spørge, om der reelt er behov for endnu en butik på denne placering.

Samtidig ønsker et flertal i byrådet at nedlægge lokalcenteret på Kløvervej. Dermed fjernes muligheden for fortsat dagligvarehandel på en placering, hvor der i dag ligger en Rema 1000. Kæden har oplyst, at man ønsker at flytte butikken, fordi den nuværende placering angiveligt ikke er rentabel. Det kan dog undre, når man ser på de seneste offentliggjorte regnskaber.

Hvis Rema 1000 vælger at flytte, bør der fortsat være mulighed for at drive dagligvareforretning på adressen. Det giver fleksibilitet for fremtidige aktører og sikrer, at området ikke mister sine lokale indkøbsmuligheder.

Kolding Byråd arbejder samtidig målrettet på at skabe flere boliger i bymidten. Det er en positiv udvikling, som styrker handelslivet i centrum og bidrager til et levende bymiljø. Men hver gang vi placerer nye dagligvarebutikker langs ind- og udfaldsvejene, flytter vi også handel væk fra midtbyen og de mindre lokalsamfund. Det svækker grundlaget for de butikker og servicefunktioner, som er med til at skabe liv og aktivitet i vores by og landsbyer.

Udviklingen af Kolding skal ske med omtanke. Derfor bør vi spørge os selv, om løsningen virkelig er flere dagligvarebutikker, eller om vi i stedet skal styrke de områder, hvor butikkerne allerede er med til at skabe liv, fællesskab og handel.

Det er blandt andet på den baggrund, at Dansk Folkeparti siger nej til en ny dagligvarebutik på Gamst-grunden ved Agtrupvej.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

Tagget med:
Del denne artikel