Læserbrev af Lars Rosenberg Grodt-Andersen (DD), Drejens / spidskandidat til kommunalvalget.
Valget nærmer sig, og spørgsmålet er: Hvordan kommer Kolding Byråd til at se ud?
Jeg mener, at der mangler en tydelig retning, hvis Kolding igen skal på ret kurs. Derfor går jeg til valg på at styrke vores velfærd, særligt på børn og unge-området. De er vores fremtid, og det er afgørende, at de får en god start på livet. Det betyder også sikre skoleveje og trygge rammer, så alle børn kan trives og udvikle sig.
Samtidig skal vores ældre have en værdig alderdom med respekt og nærvær. Det er et område, jeg vægter meget højt, og som i dag er udfordret efter flere år med stilstand.
Men vi får ingen vækst eller fremdrift uden et stærkt erhvervsliv. Virksomhederne skaber arbejdspladser og dermed de skattekroner, der finansierer vores fælles velfærd. Og vores landbrug, som vi alle er afhængige af, skal også have bedre vilkår. Vi skal bevare den gode landbrugsjord og sikre vores fødevareproduktion, ikke dække markerne til med solceller.
Endelig skal der føres en økonomisk ansvarlig politik. Vi skal fokusere på at få løst vores kerneopgaver og stoppe de unødvendige prestigeprojekter, der ikke gavner borgerne.
Kolding fortjener en ny retning. Jeg stiller op for at sikre en kommune, hvor velfærd, ansvarlighed og udvikling går hånd i hånd.
