Skip to main content

Kolding Netavis

Hvor skal vi hen, du?

Elo Christoffersen
Birgitte Munk Grunnet (S). Foto: Bo Nielsen.

Læserbrev af Birgitte Munk Grunnet, Vamdrup / 1. viceborgmester, byrådsmedlem samt borgmesterkandidat.

Epinions nye meningsmåling viser noget vigtigt: Koldingenserne er splittet i tre lige store grupper i synet på Marina City. Og det forstår jeg godt.
For projektet er blevet et symbol på noget større – nemlig spørgsmålet om, hvordan vi som by bevæger os fremad.

Nogen siger, at “der er kun én vej – fremad.” Men som Niels Hausgaard engang spurgte: “Hvor skal vi hen, du?” For nogle gange handler lederskab ikke om at køre hurtigere – men om at se sig for, før man drejer.

Da jeg i februar og marts sagde åbent, at vi burde stoppe og gentænke projektet, fik jeg rigtig mange bank – både politisk og offentligt. Men jeg sagde det, fordi jeg mente det. Og i dag viser målingen, at mange borgere faktisk deler den bekymring.

Siden dengang har flere partier også flyttet sig. Det glæder mig – for det viser, at vi kan komme videre, når vi tør lytte og justere kursen. Ærlighed og omtanke betaler sig i længden – også i politik.

Når et projekt som Marina City vokser fra 500 til 670 millioner kroner, uden at alle tilladelser og forudsætninger er på plads, så er det ikke fremad – det er ud ad en blind vej. Vi har brug for at stoppe op og tænke os grundigt om, før vi binder Kolding Kommune til et projekt, der kan vise sig at hvile på alt for blød bund.

Jeg mener, at tiden er kommet til at vikle projekterne ud af hinanden. Få bygget lystbådehavnen nu – det kan lade sig gøre, og den vil give Kolding et løft. Men lad boligdelen vente, indtil der er en realistisk business-case, miljøtilladelser og en bæredygtig plan.

For det er ikke politikerne, der skal skabe livet på havnen – vi skal skabe rammerne, så andre kan fylde dem med liv og indhold. Det er sådan, man bygger en levende by – med mennesker, foreninger og fællesskaber i centrum. Jeg elsker Kolding netop for det, der allerede er her – fjorden, fællesskaberne og historien, der binder os sammen. Vi skal bygge videre på det – ikke ovenpå det.

Hvis vi prøver at gøre det hele på én gang, risikerer vi at stå med en kolos i gytje – et projekt, der synker, før det får fodfæste. Men hvis vi tør tage ét klogt skridt ad gangen, kan vi faktisk komme rigtigt fremad – på en måde, der holder.

Marina City blev sat i gang i 2015. Dengang var rammerne, økonomien og lovgivningen helt anderledes end i dag. Verden omkring os har forandret sig siden da. Miljøkravene er skærpet, kommunens økonomi er presset, og borgernes forventninger til åbenhed og ansvarlighed er vokset. Derfor må vi også løfte os lidt højere i måden, vi tænker løsninger på i 2025. Byudvikling handler ikke bare om at bygge nyt, men om at skabe kvalitet, bæredygtighed og livskraft i det, vi allerede har.

Jeg stemte for den seneste bevilling for at bevare indflydelsen på sagen – ikke for at køre videre i blinde, men for at kunne præge retningen. For Kolding Kommune skal udvikles indefra og ud – med respekt for økonomien, naturen og borgernes tillid.

Så ja, vi skal fremad – men vi skal også vide, hvor vi skal hen, og vi skal turde tænke lidt højere, end vi plejer. For udvikling uden retning er bare bevægelse – og Kolding Kommune fortjener mere end det.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: