Skip to main content

Kolding Netavis

Her er Årets Træ 2025

Elo Christoffersen
Lindetræet ved Ødis Kirke er Årets Træ 2025. Foto: Mads Grønne Bärenholdt.

Lindetræet ved Ødis Kirke er kåret som Årets Træ 2025 i Kolding Kommune.

Her er Årets Træ 2025: Så er stemmerne talt op, og resultatet er klart. Lindetræet ved Ødis Kirke er blevet udnævnt til Årets Træ 2025 i Kolding Kommune.

Ud over lindetræet ved Ødis Kirke var ni andre træer nomineret til titlen. Og det var kommunens egne borgere, der i en offentlig afstemning på kolding.dk bestemte vinderen. Det imponerende lindetræ i Ødis fik næsten hver fjerde stemme og løb med sejren som en klar favorit foran Kvindernes eg ved Koldinghus, som fik knap hver femte stemme. Vargårde-egen endte på tredjepladsen. Mere end 1000 borgere deltog i afstemningen og satte kryds ved deres favorittræ.

Et majestætisk og vigtigt træ

Lindetræet foran Ødis Kirke er en storbladet lind (Tilia platyphyllos) og cirka 100 år gammelt. Træet er kendt for sine store, hjerteformede blade og sin brede, elegante krone. Da træet blev indstillet til Årets Træ tidligere på året, blev det beskrevet som ’majestætisk og ikonisk’ med en særlig betydning, da det forbinder kirken med det lille torv overfor.

Storbladet linds blomster, som blomstrer i juni-juli, har en hvidgul farve og dufter sødt. De udgør en væsentlig fødekilde for bier og andre insekter og rangerer som en af de ti bedste hjemmehørende træarter til understøttelse af biodiversitet. På denne træart er mere end 31 insektarter og 735 arter af svampe og lav registreret. Træets størrelse og store blomstring i forsommeren bidrager væsentligt til næring for områdets insekter.

Fejring af Årets Træ 2025

Kolding Kommune inviterer alle interesserede til en fejring af lindetræet ved Ødis Kirke den 16. september 16-17. Arrangementet finder sted ved træet, hvor formand for Natur-, Miljø- og Klimaudvalget, Jørn Chemnitz, og næstformand Filip Bekic Bladt vil holde en fælles hyldesttale og markere titlen med opsætning af et messingskilt ved træet.

Kommunen er vært ved kaffen og en særlig træstamme-kage, og samtidig vil tre vindere af gavekurve, udtrukket blandt de 62 personer, der indstillede træer til årets konkurrence, få overrakt deres præmier direkte ved ceremonien.

Alle er velkomne til at deltage i fejringen af dette flotte og betydningsfulde træ i Kolding Kommune.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: