Det gamle lindetræ ved Ødis Kirke blev fejret i fobindelse med titlen som “Årets Træ 2025”.
Fejringen af Årets Træ 2025: Tirsdag eftermiddag blev det fejret ved Ødis Kirke, at lindetræet her er blevet kåret som Årets Træ 2025 i Kolding Kommune. Over 100 personer deltog i fejringen, heriblandt beboere fra det lokale plejehjem Vesterled samt mange af byens øvrige indbyggere.
Filip Bekic Bladt (S), næstformand for Natur-, Miljø- og Klimaudvalget i Kolding Kommune, holdt en hyldesttale og markerede titlen ved at sætte et messingskilt op ved træet. Efter ceremonien blev der serveret træstammer til alle fremmødte sammen med kaffe og saftevand.
I alt var 10 træer nomineret til titlen “Årets Træ”. Det var kommunens borgere, der via en offentlig afstemning på kolding.dk valgte det vindende træ.
Cirka 100 år gammelt
Det prisvindende lindetræ foran Ødis Kirke er en storbladet lind (Tilia platyphyllos) og er ca. 100 år gammelt. Træet er kendt for sine store, hjerteformede blade og sin brede, elegante krone, som forbinder kirken med det lille torv overfor. Indstillerne beskrev det som et majestætisk og ikonisk træ, der har en stor betydning for lokalmiljøet.
Storbladet lind blomstrer i juni-juli med hvidgule, sødtduftende blomster, som er en vigtig fødekilde for bier og andre insekter. Det er blandt de mest biodiversitetsrige hjemmehørende træarter i Danmark med tilknytning til over 31 arter af insekter og hele 735 arter af svampe og lav.
Med sin størrelse og blomstrende kroner bidrager lindetræet ved Ødis Kirke i særlig grad til områdets økosystem og insekternes trivsel.
Se billederne øverst i artiklen…











