Læserbrev af Henrik Vest, Kolding.
Valgkampen er fyldt med gyldne løfter om velfærd, valgchecks og politiske gaver til alle. Men én ting er næsten fraværende i debatten: Hvordan skal alle løfterne finansieres?
Velstanden skabes ikke på Christiansborg, men i landets virksomheder og af de mennesker, der hver dag går på arbejde og skaber værdi.
Alligevel er der påfaldende tavshed om vor tids største samfundsudfordring af dem alle: Kunstig intelligens (AI).
AI er ikke et nicheemne for IT nørder. Det er en afgørende faktor for fremtidens produktivitet, konkurrenceevne og arbejdsmarked.
Allerede nu fjerner teknologien jobfunktioner, brancher decimeres og kravene til arbejdskraften hæves. Alligevel fylder emnet ingenting i valgkampen.
Det rejser et ubehageligt spørgsmål til folketingskandidaterne:
Skyldes det manglende interesse – eller manglende forståelse?
Mens politikerne diskuterer, hvordan velstanden skal fordeles, mangler der fokus på, hvordan den skal skabes i fremtiden. Hvordan ruster vi arbejdsstyrken? Hvordan sikrer vi, at danske virksomheder kan følge med? Og hvordan undgår Danmark at sakke bagud?
Hvis ikke vi tager den debat nu, risikerer vi at træffe beslutninger om fremtiden med blikket rettet mod fortiden.
Det er ikke bare en forpasset mulighed – det er en reel risiko for vores fælles velfærd
