Læserbrev af Sofus Teislev (SF), Kolding/folketingskandidat.
I Kolding Bokseklub ser jeg hver uge, hvor meget foreningslivet faktisk bærer. Klubben gør en forskel langt ud over sporten. Her er klare rammer, respekt for hinanden og en stærk holdånd. Det er værdier, mange unge tager med sig videre i livet.
Men virkeligheden bag kulissen er mindre romantisk.
Bestyrelsesarbejde, økonomi, fondsansøgninger, myndighedskrav og talentudvikling tager tid. Rigtig meget tid. For mange foreninger er arbejdet i praksis blevet et professionelt ansvar. Bare uden professionelle rammer.
Jeg har talt med erfarne folk fra bokseverdenen, som satte ord på det, mange mærker: Foreningslivet er et fællesskab, ikke bare en sportsklub. Det er en demokratisk skole, hvor børn, unge og voksne med vidt forskellige baggrunde mødes og lærer at være i både uenighed og forskellighed. Unge fra udsatte miljøer får retning, struktur og voksne rollemodeller.
Men fællesskabet er under pres.
Det er svært at få frivillige. Folk har travlt.
Bureaukratiet vokser. Regler om dokumentation og kontrol gør det tungt at være ildsjæl. Unge trænere brænder ud, fordi opgaverne bliver for omfattende og ansvaret for stort.
Hvis vi vil bevare foreningslivet i Kolding, skal vi turde tænke nyt.
Vi bør:
- Give bedre uddannelsesmuligheder til bestyrelsesmedlemmer
- Skabe mulighed for aflønning af helt centrale funktioner som økonomi og planlægning
- Sikre, at kommunen stiller nøglepersoner til rådighed, der kan hjælpe med fonde, struktur og administration
Vi taler ofte om, hvad foreninger koster. Måske skulle vi i stedet måle, hvad de sparer samfundet for, når unge får retning, fællesskab og ansvar.
Den klassiske frivillighed er en styrke. Men den kan ikke stå alene længere. Hvis ildsjælene skal blive ved med at brænde, må vi sikre, at de ikke brænder ud.
Foreningslivet er ikke bare fritid. Det er sammenhængskraft. Og det er værd at investere i. Også politisk.
