Kolding Netavis

Forfatter fra Vamdrup udgiver fantasyroman

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Cecilie Kørner Jeppesen fra Vamdrup udgiver roman. Foto: Skriveforlaget.

Den 20. september udkommer De Åndløse af Cecilie Kørner Jeppesen fra Vamdrup.

Det har altid være et fristed at læse og skrive for Cecilie Kørner Jeppesen fra Vamdrup, som er født med en særdeles livlig fantasi. Hun har altid haft masser af historier i hovedet og drømt om blandt andet hobbithuller og breve leveret med ugler.

Cecilie Kørner Jeppesen, som kæmper med angst, er indadvendt som person, men i sine historier har hun fundet pladsen til at folde sig ud.

Nu er hun klar med debutromanen De Åndløse, som er en fantasyroman fyldt med magi, blodige kampe og drama mellem væsener. De Åndløse er første del i trilogien Knust Rav, Brudt Stål og udkommer på Skriveforlaget den 20. september.

Sammenhold mellem racer

Langs Skærkysten i det kolde nord bor jarlsdatter Alifair sammen med sin familie og klan. En mystisk sygdom rammer klanen, og Alifair må drage ud på en farlig færd til det forbandede Stormbjerg − som er bevogtet af de mystiske Åndløse − for at finde en kur. Hun, en menneskedatter, bliver dog tvunget til at tage Lugh med fra den allierede dværgklan, da rejsen er for farlig at drage ud på alene.

Alifair og Lugh må overkomme kultursammenstød og indre mørke for at klare den farefulde færd, og de må stå sammen i rejsen gennem Stormbjerget og forbi uvæsner og forbandelser, hvis de skal komme ud af bjerget med livet i behold.

Indadskuende inspiration

De Åndløse er en Young Adult-roman, som behandler temaer kendetegnet ved det at vokse op og blive sin egen person. Den henvender sig umiddelbart til unge læsere, men de voksne kan også sagtens læse med og blive godt underholdt. Både Alifair og Lugh kan mærke samfundets forventningspres på deres skuldre, og de håndterer deres usikkerhed på hver deres måde. Deres fælles rejse til Stormbjerget er en rejse ind i voksenlivet − med det ansvar som også følger med.

Cecilie Kørner Jeppesen har brugt sin egen ungdom som inspiration til karaktererne og deres udfordringer. Hun har i sin ungdom kæmpet med sig selv, og ligesom Alifair og Lugh har hun måttet kigge indad for at komme ud på den anden side. Processen med at skrive De Åndløse har således fungeret som en slags terapi for hende, og hun føler, at hun har kunnet folde sig ud på en måde, som hun ikke altid har været i stand i sociale sammenhænge i det virkelige liv.

De Åndløse udkommer den 20. september.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel