Kolding Netavis

Forebyggelse er en god forretning

Elo Christoffersen
Susanne Stenstrop Thorsen (SF). Foto: Frank Cilius.

Læserbrev af Susanne Stenstrop Thorsen (SF), Kolding/næstformand for Senior- og Sundhedsudvalget i Kolding og regionsrådsmedlem.

Hvis du opdager en revne i murværket derhjemme, så vil jeg gætte på, at du hurtigt får den fikset. Du sætter dig ikke bare ned og venter på, at huset falder sammen om ørerne på dig. For så bliver det da først rigtigt dyrt.

Det er helt åbenlyst for de fleste, at forebyggelse er en god forretning. Det koster mindre, når man kan tage ting i opløbet.

Alligevel har vi i sundhedsvæsenet en tendens til at opføre os, som om det ikke er tilfældet. Selvom vi kender til alle faresignalerne og ser lamperne blinke, så har vi ikke været gode nok til at forebygge.

Men nu sker der endelig noget. Som et led i den nye sundhedsreform bliver der sat en robust mængde penge af til at forebygge og undgå forværring af sygdom.

I Kolding Kommune får vi fremover dobbelt så mange penge til forebyggelse. Som næstformand i sundhedsudvalget har jeg svært ved at få armene ned over det.

De ekstra penge betyder blandt andet, at vi kan etablere tilbud tættere på borgerne, så Sundhedshusets tilbud bliver suppleret af tilbud i Vamdrup, Lunderskov og Christiansfeld. Derved mindsker vi den geografiske ulighed på området, og det er en hjertesag for os i SF.

Den sociale ulighed hersker desværre også på området. Der er en tendens til, at de mennesker, der vil have allermest gavn af et forebyggelsestilbud også er dem, som vi har sværest ved at nå ud til.

Med de ekstra millioner håber jeg, at vi også kan blive bedre til at nå de mennesker, som vi ikke når i dag. Det vil jeg i hvert fald arbejde for i udvalget.

Lad os nu få fikset revnerne i dag, så huset også står i morgen. Det er sund fornuft.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

Tagget med:
Del denne artikel