Alle er velkomne til vælgermødet.
Fokus på Kolding Ø: Torsdag den 6. november klokken 19 inviterer Kolding Ø Lokalråd til et vælgermøde på Lyshøjskolen. Her vil 10 partier og alle borgmesterkandidater stille op for at debattere bydelens fremtid.
Ved mødet, der foregår i Lyshøjskolens hal 1 på Lyshøj Allé 1 i Strandhuse, får borgerne i Kolding Ø muligheden for at stille spørgsmål direkte til de politikere, som de næste fire år kommer til at præge bydelens udvikling.
På panelet er blandt andre borgmesterkandidaterne Jakob Ville (Venstre), Birgitte Munk Grunnet (Socialdemokratiet), Merete Due Paarup (Radikale), Christina Foldager (Konservative) og Jørn Chemnitz (SF). Desuden deltager Søren Rasmussen (Dansk Folkeparti), Benny Dahl (Enhedslisten), samt debutanterne Morten Hell (Moderaterne) og Lars Rosenberg Grodt-Andersen (Danmarksdemokraterne). Kristendemokraterne medvirker også, men har endnu ikke udpeget en repræsentant.
Formand for Kolding Ø Lokalråd, Jan Bentsen, pointerer, at hvor valgkampen hidtil har handlet om Kolding by som helhed, sætter dette vælgermøde fokus på den specifikke fremtid for Kolding Ø. Blandt de centrale emner er:
- Hvordan sikrer vi Kolding Fjords vandmiljø for fisk, planter og borgere?
- Hvordan finder vi balancen mellem vækst og bevarelse af natur i bydelen?
- Hvornår kommer omfartsvejen nord om Nr. Bjert?
- Hvordan sikrer vi cykelstier på Nr. Bjert Landevej?
- Bliver der etableret et bydelscenter i Strandhuse med nærbutikker og medborgerhus?
-Vi ønsker en udvikling i bydelen på borgernes præmisser, siger Jan Bentsen.
Han opfordrer alle til at møde op og selv stille spørgsmål til panelet.
Det er også muligt at indsende spørgsmål på forhånd via mail til info@koldingoe.dk, så spørgsmålene kan blive behandlet under mødet.
Vælgermødet varer fra klokken 19 til 21 og er en enestående mulighed for at få indsigt i, hvilke politiske visioner de forskellige partier har for Kolding Ø – og ikke mindst for at gøre sin stemme hørt i lokalområdets udvikling.
Alle interesserede borgere i Kolding Ø og omegn er velkomne til at deltage.

