Ti år med pulsen i vejret, styrketræning og fællesskab.
NBSIF Fitness fejrede sit 10 års jubilæum: Fredag fejrede NBSIF Fitness sit 10 års jubilæum med festmiddag og levende musik. Centret, der siden åbningen i november 2015 har tilbudt beboerne i Strandhuse, Nr. Bjert og Drejens et lokalt sted at holde formen, kan i dag bryste sig af 800 medlemmer og et rigt aktivitetsniveau.
Centerleder gennem alle årene, Lene Enevoldsen, har med sin store erfaring som frivillig holdleder og fitnessinstruktør skabt rammer for både fysisk sundhed og socialt fællesskab. Gennem utallige holdtræninger har hun hjulpet medlemmerne med at sætte pulsen og styrken i vejret, og mange har fået både ny energi og nye venskaber gennem deres besøg i centret.
Fitness er for mange blevet en daglig og uundværlig aktivitet, hvor både gamle venskaber styrkes, og ægtepar eller venner nyder fælles træningstimer. Jubilæumsfesten var således også en fejring af det sociale aspekt i klubben.
Takker af efter 10 år
Efter ti år som den dynamiske og vellidte centerleder har Lene Enevoldsen nu valgt at takke af og overlader ledelsen af centret til Morten Steen Nielsen. Lene fortsætter dog med at bidrage som instruktør på forskellige hold.
Ti år med positiv fremgang – kun coronapandemien satte midlertidigt en stopper for væksten
NBSIF Fitness har oplevet stigende medlemstal og aktiviteter, indtil corona-epidemien i 2020-21 satte ind med udfordringer. Lene Enevoldsen mindes:
-Sprit blev min absolutte hadevæske. Alle havde en mening om, hvor ofte og hvordan redskaber skulle sprittes af. Vi måtte overholde streng afstand, først halvanden meter, så udenfor i cirkler, og til sidst kun fire-fem deltagere ad gangen – til sidst måtte vi slet ikke være sammen, fortæller Lene Enevoldsen i en pressemeddelelse.
Løsningen blev online holdtræninger, selvom det var svært at vide, om der var deltagere foran skærmene. Trods alt lykkedes det at bevare medlemstallet og humøret, og nu er NBSIF Fitness tilbage i fuld vigør.
Med et medlemsloft på 800 og løbende planer om udvidelse står den nye centerleder og NBSIF foran spændende opgaver for at sikre fremtidens fitnessmuligheder i lokalområdet.
Lene Enevoldsen sluttede sin afskedstale med tak til medlemmer og frivillige:
-Det har været 10 fantastiske år, og jeg er glad for at have været med til at skabe et sted, hvor folk både får sved på panden og smil på læben.
