Der bliver samlet spøgelsesnet ind fra Lillebælt. I år er der en stigning i antallet af spøgelsesnet, der bliver fundet på bunden af Lillebælt.
Flere spøgelsesnet i år: Gl. Ålbo Camping, Net-op.nu, One Earth – One Ocean i Kiel og Scientific Diving Association i Kiel har i over en uge været på jagt efter såkaldte spøgelsesnet. Det foregår med forskningsskibet “Die Seekuh”, der sejler ud fra Gl. Ålbo.
Og efter godt en uge tegner der sig allerede et nedslående resultat. Der er langt flere spøgelsesnet på bunden af Lillebælt i forhold til tidligere år.
Et lokalt initiativ
Net-op.nu er et lokalt initiativ, der vil fjerne spøgelsesnet i Lillebælt.
Lokalbeboer Hanne Damm Corell, der med i Net-op.nu sammen med Karina Lorentzen (SF), Jørn Chemnitz (SF) og André Dall, fik sidste år øjnene op for det fantastiske arbejde, som One Earth – One Ocean og Scientific Diving Association udfører. Det er endda helt på frivillig basis:
-Jeg har set dem, men så har jeg arbejdet, og har måske haft lidt skyklapper på. Men sidste år gik min hund hen til dem, og så tænkte jeg, at jeg følger efter. Og så kom snakken. Der tænkte jeg, at det kan simpelthen ikke være rigtigt, at de kommer herop og laver frivilligt arbejde. De bruger deres ferier, deres egne penge til det her. De rykker op til os, hjælper os og vores havmiljø. Det måtte jeg gøre noget ved, fortæller Hanne Damm Corell til Kolding Netavis og fortsætter:
-Så tog jeg fat i Karina Lorenzen. Jeg tænkte, at jeg skulle have fat i en eller anden politiker. Det var sommerferie, og jeg ringede bare. Jeg fik fat i Karina Lorenzen, og jeg fik fat i Jørn Chemnitz, og jeg tænkte, der skal bare ske noget. På det tidspunkt fandt jeg ud af, at det her ville jeg arbejde med. Mit arbejde består i, at jeg har dannet denne gruppe, der hedder Net-op.nu. Jeg har så Karina og Jørn på sidelinjen. Jeg har André, som har lavet vores logo, hjemmeside og brochure.
Arbejder på at indsamle penge
Net-op.nu arbejder for, at samle penge ind til projektet med, at fjerne spøgelsesnet fra Lillebælt.
-Jeg skal rundt til virksomheder i Naturpark Lillebælt-området og bede om donationer til det her. Det er ikke til lønninger til de mennesker, der gør det store arbejde. Det er udelukkende til, at pengene kan dække nogle af udgifterne til dykkerflasker, til transport og til ophold her i Danmark. Det er udelukkende for at vise, at vi som danskere værdsætter det, de gør, siger Hanne Damm Corell.
Indtil videre er det donationer, som gruppen arbejder på at få i hus. Det er ikke blevet til så mange penge endnu. Men de penge, der er kommet i hus, går til One Earth – One Ocean i Kiel og Scientific Diving Association i Kiel.
-Næste år håber jeg, at der er nogle virksomheder, som vil sponsere penge til dem, forklarer Hanne Damm Corell.
Hvad er et spøgelsesnet?
-Et spøgelsesnet er et tabt fiskeredskab eller efterladt fiskeredskab, der ligger i havet. Og det ligger på bunden, men desværre så fisker det jo videre. Det vil sige, at marsvin bliver fanget deri, og de drukner jo simpelthen, for de skal op og have luft. Fisk dør, fordi de bliver fanget og sulter, fortæller Hanne Damm Corell og tilføjer:
-Andre dyr, havdyr, de lider altså en forfærdelig død i de der net. Det er det ene aspekt. Det er næsten det vigtigste aspekt, at vi skal hjælpe dyrene. Vi skal have ryddet op i det her. Og det næste er, at jeg synes, det er også lidt spændende i forhold til, hvad der sker med partikler fra de her forskellige net, fordi det er jo forskellige materialer, slutter Hanne Damm Corell.
One Earth – One Ocean og Scientific Diving Association får næsten hver gang spøgelsesnet med ind. Men søndag var der dog ingen gevinst. Men det skyldes tildels vejrforholdene.
I løbet af denne uge tager One Earth – One Ocean og Scientific Diving Association retur sydpå. De holder til i Kiel i Tyskland, men arbejder over hele verden.
One Earth – One Ocean og Scientific Diving Association har fisket efter spøgelsesnet i Lillebælt hver sommer siden 2009.
Se billederne øverst i artiklen…










