Skip to main content

Kolding Netavis

Firedages skoleuge bør tænkes bredere

Elo Christoffersen
Tobias Jørgensen (V). Foto: Frank Cilius.

Læserbrev af Tobias Jørgensen (V), Fovslet/folketingskandidat med svendebrev samt byrådsmedlem.

Kolding Gymnasium har besluttet at indføre en firedages skoleuge med en ugentlig flex- eller fokusdag, hvor eleverne enten kan arbejde selvstændigt eller fordybe sig i et fag ad gangen.

Pilotforløbet viser, at eleverne oplever større frihed, bedre mulighed for at strukturere deres opgaver og mere praksisnær undervisning. Flere elever fortæller, at fleksibiliteten giver overskud i hverdagen, og rektoren peger på, at modellen udspringer af et trivselsprojekt, der netop skal mindske det pres, mange unge mærker i dag.

Også på Social- og Sundhedsskolen Syd har man gode erfaringer. Her har en firedages-uge på grundforløb 1 ført til markante forbedringer. Fraværet er faldet fra 15,63 % til 8,80 %, og frafaldet er næsten halveret. Eleverne får fri om onsdagen i størstedelen af forløbet, og uddannelsesvejlederen fortæller, at netop denne pause midt på ugen giver de unge ro og mulighed for at få styr på praktiske ting, uden at skulle gå glip af undervisning.

Når en firedages skoleuge både styrker trivsel, reducerer fravær og mindsker frafald, bør modellerne ikke kun forbeholdes gymnasier og velfærdsuddannelser. De tekniske erhvervsuddannelser kunne med fordel undersøge samme struktur. Mange EUD-elever jonglerer lange transporttider, fritidsjob og tunge værkstedsdage. Her kunne en flexdag skabe præcis den pause, der gør forskellen mellem at hænge i, og at falde fra.

Derfor mener jeg, at tiden er inde til, at også erhvervsskolerne tør tænke nyt. En skoleuge behøver ikke være længere for at være bedre. Den skal være bedre tilpasset de unge, der skal uddannes i den.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: