Læserbrev af Christina Kokkendoff (LA), Kolding / byrådskandidat.
Hvis vi skal have ældreplejen til at fungere, skal vi turde tage fat på den virkelige udfordring:
Det er i dag mere attraktivt at være vikar end at være fastansat.
Som vikar bestemmer man selv, hvornår man vil arbejde, og hvor man vil arbejde. Man har frihed og fleksibilitet og man får ovenikøbet en højere løn. Det er svært at konkurrere med for en fast stilling, hvor man skal indordne sig under faste vagter, flere regler og mindre indflydelse på sin egen hverdag.
Men ulempen ved at være vikar er, at man sjældent kender de borgere, man skal ud til. Trygheden og relationen forsvinder, både for medarbejderen og for borgeren.
Hvis vi vil fastholde medarbejdere i ældreplejen, skal vi skabe rammer, hvor det er mere attraktivt at være fastansat end vikar. Det betyder, at vi skal give de faste medarbejdere mere af den samme frihed og fleksibilitet, som vikarerne har i dag.
Der skal være plads til at bytte vagter, arbejde deltid eller på tværs af teams, uden at skulle igennem bureaukratiske systemer og godkendelser. Samtidig skal lønnen afspejle det ansvar og den stabilitet, man bidrager med som fast medarbejder.
I Liberal Alliance mener vi, at løsningen ikke er flere planer og strategier, men mere frihed og tillid til de mennesker, der hver dag får ældreplejen til at hænge sammen.
Vi kan ikke løse personalemanglen med vikarer alene. Vi skal skabe arbejdspladser, hvor man har lyst til at blive, ikke bare møde ind.
