Skip to main content

Kolding Netavis

Et kik – men ikke et skridt

Elo Christoffersen
Thomas Kramer (M). Privatfoto.

Læserbrev af Thomas Kramer (M), Kolding / byrådskandidat.

10 millioner kroner til dagtilbuddene i Kolding lyder umiddelbart som et flot beløb. På overfladen sender det et signal om, at området tages alvorligt. Men ser man bag tallene, svarer det faktisk til mindre end en halv uddannet pædagog pr. dagtilbud. Det er et kik i den rigtige retning – men stadig ikke et skridt.

For virkeligheden i vores daginstitutioner ændrer sig ikke mærkbart af de 10 millioner. Der er fortsat for få hænder, for lidt tid og alt for mange kompromiser i hverdagen. Mange pædagoger oplever, at de må vælge mellem at skifte bleer, trøste et barn eller støtte sproglig udvikling – alt sammen opgaver, der burde kunne udføres med ro, faglighed og nærvær.

Når vi taler om børns udvikling, må vi huske, at de første år er afgørende for resten af livet. Det er her, grundlaget for nysgerrighed, tillid, selvværd og læring bliver lagt. Dagtilbud er ikke en parkeringsplads for børn, men et fundament for trivsel, fællesskab og livsduelighed. Derfor skal kvaliteten i dagtilbuddene ikke blot være et punkt i et budgetforlig, men et tydeligt politisk valg om, hvilken kommune vi vil være.

Overgangen til folkeskolen begynder ikke den dag, barnet møder op med skoletasken på ryggen. Den begynder år tidligere – i børnehaven, i samspillet med voksne, i leg og i sproglig udvikling. En tryg, fagligt stærk dagtilbudsperiode gør skolestarten lettere, styrker læringsparatheden og reducerer behovet for senere indsatser. Kvalitet i dagtilbud er derfor også en investering i folkeskolen.

Når Kolding Kommune lægger 10 millioner på bordet, viser det vilje til at se udfordringen – men ikke mod til at løse den. Det flytter ikke på strukturen, normeringerne eller den tid, pædagogerne har sammen med børnene. Det er stadig den samme virkelighed, hvor fagligheden må vige for brandslukning, og hvor nærværet presses af rammer, der ikke hænger sammen. . Kikker vi mod andre kommuner, arbejder de med langsigtede strategiske investeringer – så jeg synes 10 millioner i kommende år vil være fint, og så det samme de næste 10 år frem, se det vil være en langsigtet investering i vores børn.

Hvis vi virkelig vil gøre en forskel, skal vi turde tage skridtet. Det handler ikke kun om at smide penge efter systemet, men om at investere i kvalitet: i faglighed, i stabile relationer og i sammenhængen mellem dagtilbud og skole. Det kræver prioritering, vedholdenhed og et byråd, der tør se ud over det næste regneark.

Kolding kan og bør være en kommune, hvor børn mødes af voksne med tid, kompetence og overskud. Hvor dagtilbuddene er første led i en sammenhængende børnepolitik, der rækker ind i skolen – og videre ud i livet.

10 millioner kroner er et signal. Og hvis vi tør gøre det hvert år de næste 10 år, er det er statement!

Hvis vi i Kolding kommune vil skabe reel forandring, må vi turde tage skridtet.

For børnenes skyld – og for Koldings fremtid.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: