Læserbrev af Vibeke Henriksen (M), Vonsild / byråds- og regionsrådskandidat.
Når vi taler grøn omstilling og sammenhæng i hverdagen, starter det ofte helt konkret – med bussen. Desværre går udviklingen i Kolding den forkerte vej. Et flertal i byrådet har besluttet at nedlægge og ændre flere ruter, så det nu bliver svært for mange at komme til arbejde, skole, læge og sygehus. Det rammer både unge, ældre og familier – og det gør hverdagen mere besværlig, dyrere og mindre grøn.
Bus nr. 6, som mange ældre bruger på Fynsvej, forsvinder. Bus 1 og 4 kører ikke længere til Kolding Sygehus, og skolebørn mister deres direkte rute. Det betyder, at mange må vente timer på en bus – eller helt droppe at tage den. Sådan bør det ikke være i en kommune, der vil være både grøn og socialt ansvarlig.
Jeg vil arbejde for, at busserne kommer tættere på borgerne igen – og oftere. Vi skal sikre, at unge kan tage bussen til skole uden at stå oven i hinanden, og at ældre kan komme til plejecenter eller læge uden at være afhængige af andre. Samtidig skal det være billigere at vælge bussen: Et årskort på fx 700 kr. for fri kørsel i kommunen vil gøre det lettere for både børn, unge og enlige forældre at vælge grønt.
Et velfungerende bussystem er ikke en udgift – det er en investering i fællesskab, grøn omstilling og en hverdag, der hænger sammen. Vi skal gøre det nemt at vælge det grønne valg – hver dag.
