Skip to main content

Kolding Netavis

Et fritids- og idrætudvalg skal turde tage ansvar

Elo Christoffersen
Claus Warming. Privatfoto.

Læserbrev af Claus Warming, Jordrup / formand for Kolding Idræt, Kolding Kommunes Idrætsråd.

Kolding står over for en vigtig politisk prøve. Når kommunen nu etablerer et dedikeret fritids- og idrætudvalg, er spørgsmålet enkelt: Skal udvalget være et reelt politisk kraftcenter – eller blot endnu et udvalg, der nikker pænt til ansøgninger og pålægger foreninger flere krav?

Vi ved, hvad der står på spil. Og vi ved også, hvad der ikke længere er tid til: Halvhjertede beslutninger, projekter uden retning og faciliteter, der bliver lappet i stedet for udviklet. Kolding Kommune er ambitiøs på mange fronter, men når det gælder idræt og fritid, halter vi efter, fordi vi har planlagt for kortsigtet og investeret for tøvende. Det nye udvalg må gøre op med det.

Faciliteter er ikke luksus – det er politisk ansvarlighed:

Når vi taler stadion, badebroer, multifunktionelle anlæg eller aktivitetszoner i by- og boligudviklingen, taler vi ikke om “nice-to-have”. Vi taler om noget så basalt som rammerne for borgernes trivsel og kommunens attraktivitet. Hvis Kolding Kommune vil konkurrere som tilflytterkommune, er det på tide at indrømme, at idræt og bevægelse er lige så afgørende som skoler, infrastruktur og kulturtilbud. Det kræver mod at investere – men det kræver mere mod at lade være.

Frivilligheden må ikke være en uudtømmelig ressource:

Det er naive politikere, der tror, at frivilligheden klarer alt, bare man roser den nok. Sandheden er, at foreningerne løber stærkere end nogensinde, mens deres administrative pres kun vokser. Derfor skal Foreningssekretariatet ForEn Kolding ikke bare bevares – det skal beskyttes og styrkes. Vi vil ikke acceptere, at kommunens stødpude for foreningerne udvandes af politiske spareøvelser eller organisatoriske eksperimenter. Hvis man vil have stærke foreninger, skal man holde hånden under dem.

Kolding skal vælge: vil vi være en kommune, der bevæger sig – eller en, der står stille?
Det nye udvalg skal tage stilling til, om vi fortsat vil lade ildsjæle og initiativtagere kæmpe i opadgående bakke, når de vil skabe nye fællesskaber, naturaktiviteter eller vandsportstilbud. Eller om vi endelig giver dem medvind. Kolding rummer enorm energi blandt frivillige og idrætsborgere – men energien forsvinder, hvis kommunen bliver en bremsende faktor hvor det handler om at bruge frivillige til at lukke huller i den Kommunale administration.

Sammenhængskraften træder ikke i kraft af sig selv:

Alle taler varmt om sammenhæng mellem elite og bredde, om social understøttelse og om børn og unges trivsel. Men sammenhæng kræver prioritering. Det kræver, at vi tænker idræt ind i byplanlægning, i bosætningsstrategier, i vores vision om at være Børn- og Ungehovedstad, og i vores ambition om at give ældre borgere mulighed for et længere, mere aktivt liv. Idræt er ikke et ekstra gear – det er motoren.

Vi forventer klare mål og modet til at nå dem:

  • Kolding Idræt kommer ikke til at lægge skjul på vores forventninger.
  • Der skal sættes langsigtede mål.
  • Der skal investeres fremsynet.
  • Der skal tænkes i helheder, ikke lappeløsninger.
  • Der skal lyttes til foreninger, frivillige og brugere – ikke kun til budgetlinjer.

Hvis det nye udvalg vil være relevant, skal det turde være ambitiøst. Det skal turde skubbe. Det skal turde prioritere. Og det skal turde stå på mål for de investeringer, der er nødvendige for, at Kolding bliver den kommune, vi alle ved, den kan være.

Idrætten er klar til at levere. Spørgsmålet er nu, om politikerne også er det.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: