Læserbrev af Kim Toft Andersen (R), Kolding / byrådskandidat.
I Danmark er vi heldige: Frivillighed står stærkt. Mange vil gerne være med – med ildhu og et positivt sind. Særligt når det rammer tæt: vores børn, interesser eller fællesskaber, der giver mening.
Jeg er selv rundet af foreningsliv. Mine forældre engagerede sig altid, og det tog jeg med mig. Måske lidt mere end gennemsnittet, fordi det føles naturligt. Som voksen blev det til træner i idrætsklubben, forældreråd på skolen, Hop-i-Fjorden, arbejde for bedre trafik i Kolding, engagement i Kolding Ø Lokalråd – og nu et kandidatur til KV25.
Jeg tager hatten af for alle jer, der bærer hverdagen med jeres frivillige kræfter. Det er dybt dansk at deltage og bidrage. Derfor blev jeg stolt, da Kolding Kommune i sidste uge holdt frivillighedsfest med over 900 deltagere.
Min mor sagde bagefter:
“Det var en virkelig god fest – og en fin anerkendelse.”
Den anerkendelse skal vi blive ved med at give. Og netop denne uge markerer vi Frivillighedsugen. Lad os bruge den til at hylde alle frivillige – fra trænerne i hallerne til besøgsvenner, kultur- og naturfrivillige, bestyrelsesmedlemmer og alle de stille helte imellem.
Sig tak, meld dig til en vagt, del din idé i dit lokalområde – eller tag en ven med første gang.
Små handlinger gør en stor forskel. Frivillighed er ikke kun for Tordenskjoldssoldater. Den lever, når vi alle giver en hånd.
Lad os holde fællesskaberne levende – i denne uge og resten af året. Jeg håber, vi ses derude – sammen.
