Læserbrev af Iben Lehmann Rasmussen (SF), Kolding / borgmesterkandidat.
Når jeg går gennem Kolding midtby, slår én ting mig igen og igen: Vi lever i en kommune med store drømme og ambitioner – men også med store forskelle.
På den ene side har vi virksomheder, der skaber vækst og arbejdspladser. På den anden side møder jeg mennesker, der kæmper med hjemløshed, psykisk sårbarhed, handicap eller økonomisk utryghed. Og sandheden er, at afstanden mellem disse to virkeligheder bliver større år for år.
Vi kan ikke tale om et stærkt Kolding, hvis vi samtidig vender blikket væk fra dem, der falder igennem. Hvis mennesker med handicap stadig ikke kan komme ind ad døren til byens tilbud. Hvis unge sover på sofaer eller i herberger. Hvis familier må slukke lyset tidligere på aftenen for at få økonomien til at hænge sammen eller stå på venteliste til en kasse med overskudsmad for at kunne få mad. Hvis mennesker i hjemløshed ikke engang har udsigt til en billig bolig at starte forfra i.
Jeg drømmer om en kommune, hvor universelt design er standard – ikke særhensyn. Hvor vi bygger boliger, der kan rumme mennesker i alle livssituationer – også dem, der er på kanten af fællesskabet.
Hvor socialområdet ikke er en budgetpost, man skærer i, men et sted, vi investerer i liv, muligheder og håb.
For jeg savner faktisk noget helt grundlæggende:
Et Kolding, hvor de stærkeste skuldre bærer de tungeste læs.
Et Kolding, hvor fællesskabet holder – også når livet gør ondt.
For det handler om mennesker og mennesker skal behandles ordentligt.
