Læserbrev af Lars Rosenberg Grodt-Andersen (DD), Drejens/byrådsmedlem.
Danmarksdemokraterne bakker op om den grønne omstilling, men den må ikke gennemføres hen over hovedet på borgere, lokalsamfund og landbrug. Energinets nye forslag til linjeføringen fra Aarhus til Aabenraa viser desværre, at man fortsat ikke tager borgernes bekymringer alvorligt.
I Kolding Kommune er linjeføringen kun ændret ganske lidt. Det er små tekniske justeringer, som ikke ændrer på de grundlæggende problemer for de berørte lokalsamfund. Når mere end 800 borgere, foreninger og lodsejere har indsendt høringssvar, er det et klart signal om, at projektet ikke har den nødvendige opbakning.
Samtidig ser vi, hvordan store solcelleparker og vindmøller breder sig i det åbne land og lægger pres på natur, fødevareproduktion og lokalsamfund. Det skaber utryghed og opleves som statslig detailstyring uden lokal forankring.
Den grønne omstilling skal være ansvarlig, gennemtænkt og ske i dialog med dem, der bor i områderne. Derfor mener Danmarksdemokraterne, at Energinet må gentænke projektet grundlæggende.
Konklusionen er klar: Dette kræver en ommer.
