Læserbrev af Poul Erik Nørregård (SF), Kolding/idrættens talsmand for SF Kolding.
I julen var vi mange sportsinteresserede som fulgte pokalopgøret i kvindehåndbold mellem Esbjerg – og Odense Håndbold. Men de færreste af os tænkte på pigernes betingelser for deres idrætsudøvelse. Esbjerg Håndbold kommer ud af regnskabsåret 2024-2025 med et underskud på 3.25 mio. kr. Begrundelsen skulle i følge klubben være at graviditet i spillertruppen har kostet uforudsigelige udgifter.
Direktør for Danmark Håndbold Spillerforening, Torben Vinther udtaler at håndbolden tydeligvis halter bagefter i forhold til danske arbejdsmarkedsaftaler. Når man ansætter kvindehåndboldspillere i den fødedygtige alder, må man – som på det øvrige arbejdsmarked – have en forventning om og en accept af, at spillerne går på barsel for at stifte familie og få børn. Det bør indgå i en kollektiv overenskomst og være en del af kontrakten mellem spiller og klub. Sådan er det ikke i dag i håndboldverdenen, og derfor bliver det den enkelte spiller, som må forhandle om sin egen barselssituation og økonomi.
Som jeg ser det handler sagen om sammenstødet mellem klassisk foreningskultur på den ene side og elitesport som forretning på den anden. Foreningsledere som har en grundopfattelse af, at man kan sætte sig om et bord i klubhuset og tale om tingene. Men spillerne indgår kontraktligt i et arbejdstager-arbejdsgiverforhold til klubben. Og selv om man som spiller måske tilhører verdenseliten i håndbold, er man jo ikke nødvendigvis på hjemmebane i en forhandlingssituation om løn – og arbejdsforhold.
Elitehåndbolden halter uhjælpeligt bagefter udviklingen på det danske arbejdsmarked. Selvfølgelig må lønnen afspejle spillernes håndboldmæssige kvalifikationer, og derfor bero på en individuel forhandling. Men der bør indgås kollektive overenskomster om arbejdsforhold vedrørende barsel, barnets første sygedag m.m. – alt sammen som en konsekvens af professionaliseringen af dansk kvindehåndbold.
