Læserbrev af Tobias Jørgensen (V), Fovslet/folketingskandidat samt byrådsmedlem.
De fleste kan nok blive enige om, at vores drikkevand skal være rent. Det er afgørende, både nu og for kommende generationer. Derfor skal vi selvfølgelig beskytte de områder, hvor grundvandet dannes.
Samtidig bør vi huske, hvad grundvand egentlig er, gammelt regnvand, der ofte er 20–50 år undervejs, før det ender i vores vandhaner. Mange af de pesticidrester, vi finder i dag, stammer derfor fra en tid med helt andre regler. Alligevel viser de nyeste opgørelser, at pesticidforureningen er stigende, og at mere end halvdelen af landets boringer har fund af pesticider, i mange tilfælde over grænseværdien.
Men debatten bliver ofte unuanceret. For de boringer, der lukkes, ligger ikke kun i det åbne land. Også boringer tæt på byerne lukker i stort antal, fordi man her finder forurening med pesticider, PFAS og andre miljøfremmede stoffer. I 2024 blev der fundet mindst et pesticidstof i 56 % af landets aktive drikkevandsboringer, både i land- og byområder.
Derfor er det værd at rette et skarpt spørgsmål mod dem, der ofte råber højest, og som bor i de byområder, hvor boringerne også må opgives. Hvis løsningen er så simpel, hvorfor indvinder vi så ikke bare mere vand, der hvor de mest bastante holdninger kommer fra?
Samtidig bør vi droppe illusionen om, at et nationalt sprøjteforbud er løsningen. Det vil ramme bredt og blindt, også i områder, hvor grundvandet ikke er sårbart, og dermed uden at adressere de lokale forskelle, som fagfolk igen og igen peger på.
Hvis vi vil sikre fremtidens drikkevand, kræver det fælles ansvar, ikke kun fælles pegefingre.
