Alminde-Viuf G&IF modtager en donation på 198.000 kroner til nyt udendørs træningsområde: -Vi er simpelthen så glade, lyder det fra hovedformand i Alminde-Viuf G&IF, Søren Larsen.
Donation på 198.000 kroner til nyt udendørs træningsområde: Alminde-Viuf Gymnastik og Idrætsforening kan nu realisere et længe ventet ønske om et nyt udendørs træningsområde. Det sker efter at have modtaget en donation på 198.000 kroner fra Salling Fondene. Donationen er kommet i stand efter indstilling fra Bilka Kolding. Projektet er målrettet alle borgere i lokalområdet på tværs af alder.
Det nye udendørs træningsområde bliver udstyret med blandt andet et motorik- og balanceområde, som skal fremme børns og unges fysiske udvikling, samt fitnessredskaber til unge og voksne.
Hovedformand i Alminde-Viuf G&IF, Søren Larsen, udtrykker stor glæde over donationen:
-Vi er simpelthen så glade. Det betyder, at alle i lokalområdet nu får mulighed for at dyrke motion udenfor. Området er en del af en otte år gammel helhedsplan, og vi er glade for, at det lykkes at få det udendørs fitnessområde. Vi oplever, at mange forældre sidder i forhallen og venter på, at deres børn bliver færdige med at dyrke idræt, og nu får de fremover mulighed for at udnytte ventetiden med selv at dyrke motion, siger han i en pressemeddelelse.
Også varehuschef i Bilka Kolding, Henrik Mogensen, er begejstret:
-Det er et virkelig godt projekt, som alle aldersgrupper får gavn af. Det styrker både børn, unge og voksne i at holde sig i gang og skabe fællesskaber, der øger trivslen. Vi er stolte af at kunne bidrage til lokalsamfundet.
Alminde-Viuf G&IF forventer, at det nye udendørs træningsområde står klar til sæsonstart i påsken 2026.
Fokus på børn og unges trivsel
Bilka har et stærkt fokus på at støtte børn og unges trivsel. To gange årligt kan varehusene indstille lokale initiativer og projekter til donation via Salling Fondene. Fælles for projekterne er, at de fremmer fællesskaber og trivsel blandt børn og unge.



