Kolding midtby beriges med et helt nyt, stort julemarked i Kolding den 20.-22. november. Sct. Jørgens Gård danner rammen om tre magiske dage med kunsthåndværk, hyggelige madboder og Julemandens hule.
KOLDING: Det nye julemarked i Trekantområdet byder på ægte julestemning, hvor de historiske rammer pyntes op med blinkende lyskæder, gran og duften af varme julekrydderier. Ifølge arrangøren CHPevent bliver der masser af oplevelser for hele familien, hvor børnene blandt andet kan besøge Julemandens hule eller få en hyggelig køretur i hestevogn.
MERE OM JUL I KOLDING
Standene er udsolgt
“Vi glæder os så meget til at vise Kolding et nyt, frisk julemarked – standene er totalt udsolgt – så alle sejl sættes til. Vi håber på 7-8000 besøgende over de tre dage”, siger Claus Haas Petersen, direktør og ejer, til Kolding Netavis.

CHPevent står også bag lignende julemarkeder på blandt andet Sønderborg Slot, Sørup Herregaard og Rosenholm Slot. Men det er første gang, Claus Haas Petersen sætter et julemarked op i Kolding.
Slotssøbadet tog initiativet

Det er direktør for Slotssøbadet, Jørn Pedersen, der tog initiativ til julemarkedet. Han ville skabe mere liv i området ned mod Slotssøen om vinteren – og ikke kun om sommeren. Det skriver JydskeVestkysten.
Slotssøbadet kunne ikke løfte opgaven alene. Derfor indgik man en aftale med CHPevent, der betaler for at leje Sct. Jørgens Gård.
“Vi vil gerne bidrage til byen og mener, at det er en fælles opgave. Vi får også vist os frem”, siger Jørn Pedersen til avisen.
Slotssøbadets folk sælger risengrød under julemarkedet. Allerede mandagen i ugen for markedet begynder CHPevents dekoratører at pynte op. Det skriver JydskeVestkysten.
Julemarkedet i Sct. Jørgens Gård foregår den 20.-22. november. Der er åbent fredag kl. 14-19, lørdag kl. 10-17 og søndag kl. 10-16.
Kilde: Pressemeddelelse fra CHPevent + interview med Claus Haas Petersen + JydskeVestkysten.
