Læserbrev af Jørn Dohrmann (Borgernes Lokalliste, Liste J), Fovslet / byrådskandidat.
Det er dybt bekymrende, hvor meget urenset spildevand der er blevet lukket ud i Kolding Fjord de seneste par år. Det står i skarp kontrast til det ansvar, både Danmarks Naturfredningsforening (DN) og Kolding Kommune burde tage for vores natur og miljø.
Borgenes lokalliste fristes til at spørge, om tavsheden fra DN og den manglende handling fra kommunen skyldes, at man nu sidder med ved bordet – f.eks. gennem bestyrelsesposter i Blue Kolding, det kommunale spildevandsselskab. Hvis det er tilfældet, står vi med et alvorligt habilitetsproblem og en mistillid, der ikke er til at tage fejl af.
Det værste er, at hvis en almindelig landmand havde overtrådt miljølovgivningen på samme måde, ville det medføre øjeblikkelige sanktioner – måske krav om at etablere større gylletanke eller andre investeringer. Men når det er kommunen selv eller et kommunalt selskab, ser det ud til, at reglerne bøjes, og konsekvenserne udebliver.
Borgenes lokalliste mener at vi hverken kan eller skal accepter dette. Kolding Fjord fortjener bedre – og det samme gør borgerne.
Vi har alle et ansvar for at beskytte vores natur, men ansvaret hviler tungest på dem, der er sat til at varetage den. Det ansvar er blevet svigtet.
