Læserbrev af Gert Helenius (R), Dalby / byrådskandidat.
Lederskab handler ikke om magt – det handler om at skabe tillid, trivsel og resultater. Vi skal hverken bruge kejsere eller konger, men reelt lederskab gennem dialog, klare rammer, tillid og evnen til at omsætte strategier til praksis.
Som privat erhvervsleder er jeg nysgerrig på at lære den kommunale ledelseskultur bedre at kende. Hvordan vi kan udvikle de dygtige medarbejdere endnu mere. I en virksomhed er medindflydelse og mening de vigtigste forudsætninger for trivsel, og trivsel en forudsætning for succes. Mon ikke det er nogenlunde det samme i en kommune?
De bedste kommuner kombinerer stærkt politisk-administrativt samarbejde med principper om åbenhed, fælles visioner og fælles formål, såvel blandt ansatte som i forvaltningerne. Det styrker ledelsen, når ansatte oplever at blive hørt og taget alvorligt, og når der er åben dialog, hvor forvaltninger og politikere mødes om visioner og hverdag.
Tillid mellem politisk og administrativt niveau er forudsætningen for at turde eksperimentere og gennemføre ting. Forskning viser, at offentlige organisationer hvor sunde og etiske ledelsesstile præger kulturen, har højere engagement, bedre trivsel og større gennemslagskraft.
Med moderne ledelsesprincipper skal vi skabe en handlekraftig, innovativ og sammenhængende kommune – absolut ikke ved at politikerne skal blande sig og agere personaleledere, men vi skal inspirere og respektere hinanden i den samlede ledelse mellem politik og administration. I sidste ende er det “hvordan” vi leder, der afgør, om vores ambitioner bliver til gavn for Kolding og borgere.
Din stemme er afgørende for, hvordan vi leder Kolding i fremtiden.
