Kolding Netavis

Det danske sundhedssystem

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Læserbrev af Lars Stig Duehart, Strandmøllevej 2, 6000 Kolding.

Det danske sundhedssystem tager virkelig hånd om sine borgere. Den garantiordning som nu engang findes, er nok forskellig fra kommune til kommune og fra region til region. Min oplevelse har fundet sted i region Syddanmark i Kolding kommune.

Baggrunden for denne skrivelse er at jeg i februar 2021 fik en blodprop og en hjerneblødning. Her blev jeg indlagt på Kolding sygehus, så en tur til genoptræning i Grindsted og afslutningsvist til Koldings sundhedscenter. Desværre oplevede jeg igen en blodprop sidst i oktober 2021, men denne gang ramte det ikke så hårdt da den træning jeg havde modtaget undervejs, kompenserede for de skader der kom.

Indimellem kan man høre at der er mennesker der har et negativt syn på det danske sundhedsvæsen, at det ikke er tilstrækkeligt og er bagefter.

Denne opfattelse kan jeg ikke tilslutte mig, jeg har haft en fantastisk oplevelse med den behandling jeg har modtaget og den omsorg der blev ydet. Jeg har mødt mange dygtige og professionelle læger, sygeplejersker, ergoterapeuter, terapeuter og mange andre som har hjulpet til undervejs.

Alle har vist utrolig stor omsorg og interesse for deres patienter og har gjort alt hvad de kunne for at sikre at vi som patienter fik det bedst mulige ophold og træning. Det har være betryggende og en god oplevelse som gjorde en i stand til at komme tilbage til hverdagen og livet efter en sygdomsperiode.

I Grindsted handlede det meget om at komme i gang med den fysiske og psykiske træning.

Dette skete bl.a. med gåture ude i naturen, i den omliggende by og park. På Koldings sundhedscenter var der både fysisk træning i nogle timer hver uge og psykisk træning.

Det har været helt fantastisk at opleve hvorledes de mennesker behandler deres patienter. Der gås gerne det ekstra skridt for at hjælpe og betrygge patienten. Jeg kan forstå at når jeg snakker med borgere i andre kommuner og regioner, så har de langt fra de samme oplevelser. De udtrykker at der ikke er de fornødne ressourcer til rådighed.

En ekstra ting jeg gerne vil nævne her, uden at det skal misforstås. Ved min sidste indlæggelse på Kolding sygehus havde jeg en oplevelse af at der blev talt meget om at sygeplejersker må løbe stærkt på deres job, det gælder for i øvrigt alle inden for sundhedsvæsnet.

Her kom jeg sådan til at tænke over at al den energi som sygeplejerskerne bruger på at snakke om at man skal løbe hurtigt. Gad vide hvor mange olympiske medaljer Danmark kunne vinde med den gode kondition de får, hatten af for det. Jeg fristes til i sådan et notat her at skrive noget omkring de personer som har haft størst betydning for min positive oplevelse.

Men jeg synes dog alligevel ikke at jeg vil fremhæve nogen over andre. Det har været fantastisk at opleve at man er i så trygge hænder og bliver passet godt på. Her var der ikke noget der var får småt.

Jeg håber at alle dansker som får lejlighed til at bruge eller opleve det danske sundhedssystem, får de samme positive oplevelser som jeg har haft. Der er virkelig styr på tingene, tillykke med det!

Jeg har desuden også oplevet at der efterfølgende er aktiviteter og hjælp i Kolding Kommune. Herunder CVS hvor man kan videreføre sin træning på forskellige hold.

Jeg oplever at der i Kolding kommune er fokus på borgerne således at de kan føle sig trygge og kan komme tilbage til et på mange områder normalt liv og kan fungere i samfundet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *