Skip to main content

Kolding Netavis

Derfor stiller jeg op for Borgernes lokalliste

Elo Christoffersen
Johnni Mortensen (Borgernes Lokalliste, Liste J). Privatfoto.

Læserbrev af Johnni Mortensen (Borgernes Lokalliste, Liste J), Drenderup / byrådskandidat.

Jeg stiller op til byrådet, fordi jeg mener, vi har brug for mere almindelig sund fornuft i Kolding Kommune – og for at nogen endelig taler de små byers sag.

I årevis har vi set beslutninger, der flytter liv og muligheder væk fra oplandet. Skoler og tilbud centraliseres, og der bliver længere mellem både arbejde, fritidstilbud og fællesskab. Langsomt men sikkert bliver de små lokalsamfund kvalt af beslutninger, som træffes langt fra virkeligheden.

Jeg bor selv ved Vamdrup og ved, hvor meget det betyder at have liv i hele kommunen – ikke kun i midtbyen. Vi skal have en kommune, hvor man også kan leve, arbejde og trives i byer som Viuf, Almind, Sdr. Stenderup, Hejls, Vester Nebel, Jordrup, Ødis og Hjarup.

Derfor er jeg også imod at bruge 33 millioner kroner på et nyt stadion, mens vores skoler og institutioner mangler ressourcer. For de penge kunne man i stedet have fået 110 årsværk i ældreplejen, eller givet børnene på fx Ødis Skole bedre rammer og materialer. Det handler om prioritering – og lige nu prioriterer byrådet forkert.

Jeg er imod de planlagte højspændingsledninger, som vil skære sig gennem vores natur og lokalsamfund – de skal graves ned. Jeg er også imod de store solcelleparker på markerne, som ødelægger landskabet. Solceller skal ligge på tagene, ikke i naturen.

Jeg stiller ikke op for at love guld og grønne skove, men for at sikre, at fornuften vender tilbage, og at borgernes stemmer faktisk bliver hørt.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: