Banedanmark kræver, at fjernvarmerør, der skal under banen, skal mindst 4,5 meter under skinnerne.
Der graves dybt på Industrivej: -Nu må de da snart være nede ved kineserne. En replik, vi blev mødt med fra en mand, som stod og kikkede ned i en dyb udgravning på Industrivej i Vamdrup, hvor Vamdrup Fjernvarme for tiden graver op.
Og hullet er godt nok også dybt, skriver Netavisen Lokal.
Formand for fjernvarmen, Niels Thomsen, forklarer:
-Vi må grave så langt ned for, at komme under jernbanesporene. Og i arbejdet følger vi nøje de retningslinjer, som Banedanmark har krævet. Det betyder, at vi skal mindst 4,5 meter ned under skinnerne ved de to jernbanekrydsninger, der er på Industrivej.
Niels Thomsen fortæller videre, at arbejdet med at få fjernvarmerørene under skinnerne er så kompliceret, at der er rekvireret specielle gravemaskiner og folk til at udføre arbejdet.
-Og det koster, lyder fra Niels Thomsen.
Men han beroliger med, at det ikke kommer som nogen overraskelse, og derfor er udgiften på forhånd kalkuleret ind i budgettet.
Industrivej delvis spærret
Arbejdet betyder, at en del industrivej for tiden er afspærret og vil nok være det et stykke tid endnu. På skilte står der frem til 24. oktober. Samlet omhandler fjernvarmens opgravninger på Industrivej, at føre fjernvarme frem industrierne og forretningerne i området.
85- 90 procent forsynes med fjernvarme
-Vi påregner, at projektet fortsat går så godt, at vi kan sætte varme på ledningerne i løbet af december måned. Og når det sker, så forsyner vi industriområdet med 85 til 90 procent af det samlede varmeforbrug. I hele området mangler der kun nogle få mindre lommer. Der er forskellige årsager til dette, forklarer Niels Thomsen til Netavisen Lokal.



