Læserbrev af Thomas Majgaard Byrsing (DD), Bramdrupdam, byråds- og regionsrådskandidat.
Tidligere på året blev den nye busplan godkendt – med stemmerne 13 mod 12. Altså med det mindst mulige flertal. Men planen er så dårlig, at flere skoler, sportspladser, haller og plejehjem nu får en ringere busbetjening.
Det skal vi have ændret. Vi skal ikke kun fokusere på, hvor mange der tidligere stod på og af bussen. I stedet bør vi se på de områder og lokationer, hvor der faktisk er brug for busserne.
For eksempel bliver busdriften i Bramdrupdam markant forringet – og det går både ud over børn, unge og ældre. Lad os få en busplan, der fungerer for flest muligt – og især for dem, der virkelig er afhængige af den.
Danmarksdemokraterne i Kolding vil arbejde for en forbedret busdrift. Når den fungerer, kan vi derefter se på prisen for at bruge den offentlige transport.
