Læserbrev af Merete Due Paarup (R), Jordrup / byrådsmedlem & borgmesterkandidat.
Valgplakaterne i lygtepælene signalerer at demokratiet lever. Men bag ansigterne lurer en bekymring: Færre stemmer, tilliden falder, og alt for mange oplever, at de ikke er den del af beslutningerne. Det er ikke, fordi folk ikke vil engagere sig; de vil være med dér, hvor hverdagen leves. Når borgere og erhvervsliv siger, at kommunen kunne drives bedre, er det en klar invitation: Flere skal aktivt med.
Vi har derfor en lang stribe forslag til hvordan vi kan styrke vores lokale demokrati.
Lokaldemokrati styrkes: Bydelene samme status som centerbyer og landsbyer. Der skal være mere medbestemmelse over lokal udvikling uanset om det er Centerbyer, bydele, kvarterer eller landsbyer. En tydelig indgang til kommunen og et fast årligt grundbeløb til alle lokalråd, så der er kræfter til dialog, samskabelse og hurtige løsninger.
Fra høringer til reel tidlig inddragelse: Høringer består naturligvis, men vi skal invitere tidligere og bredere, så løsninger udvikles sammen, før noget låses. Vi tror, at lokale løsninger kan være de bedste på tværs af alle de forskellige udvalg.
Digital deltagelse og indsigt: Vi skal gøre det langt lettere for borgerne, at få indsigt i hvad der sker netop i deres område og komme med input. Vi vil skabe en digital borgerplatform, hvor alle kan følge sager, give input og se, hvad der sker – fra idé til beslutning – og også komme med deres stemme.
Kommune; betyder SAMMEN. og det skal vi tage til et nyt niveau. Med borgere, erhvervsliv og fagfolk. Demokratiet er dit.
