Læserbrev af Nicolai Boelsmand Asmussen (V), Viuf / byrådskandidat.
De første år af et barns liv er helt afgørende. Forskningen viser tydeligt, at særligt i alderen 0–3 år lægges fundamentet for et godt liv. Hvis vi overser udsatte børn i den periode, risikerer vi at svigte dem for altid. Det kan og skal vi ikke acceptere.
Jeg brænder for, at Kolding Kommune tager lederskab og bliver landets bedste til tidlig indsats.
Det handler om mennesker og økonomi, som begge bliver positivt påvirket hvis vi sætter tidlig indsats højere op på dagsordenen. For mig handler det ikke kun om at spare penge på den lange bane, selvom det er en klog investering. Det handler først og fremmest om at give børnene de muligheder og den tryghed, de fortjener.
Når vi rækker hånden ud til forældre, der har brug for støtte, og når vi sikrer kvaliteten i vores dagtilbud, så pædagogerne kan spotte og hjælpe de børn, der har det svært, så ændrer vi livsbaner. Men indsatsen må ikke stoppe dér. Vi skal sikre, at børnene mødes af trygge rammer og støtte gennem hele deres opvækst, i skolen, i fritidslivet og i fællesskaberne.
Det her er en af de vigtigste opgaver, vi har som kommune. Og hvis vi lykkes med den, så gør vi ikke bare en forskel for det enkelte barn – vi styrker hele Kolding.
Lad Kolding vinde danmarksmesterskabet i tidlig indsats.
