23 af de 25 byrådsmedlemmer står bag den kommende borgmester Jakob Ville (V).
Bred konstituering sikret i Kolding Byråd: Konstitueringen i Kolding Kommune er nu på plads med 23 af de 25 byrådsmedlemmer bag den kommende borgmester Jakob Ville (Venstre). Et bredt flertal bestående af 7 af de 9 partier i det nye byråd har indgået aftale om det kommende samarbejde.
Under titlen »Sammen om fremtidens Kolding« danner disse partier arbejdsgrundlaget for byrådet fra 2026 og fire år frem, hvor Jakob Ville overtager borgmesterposten.
De syv partier i konstitueringsaftalen er Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialdemokratiet, Liberal Alliance og Enhedslisten. Konservative og Danmarksdemokraterne står udenfor aftalen.
Ville: -Det tegner godt for det fremtidige samarbejde
Jakob Ville udtrykker glæde over den brede politiske opbakning:
-Det er virkelig glædeligt, at konstitueringen er så bred, og at vi har fået næsten alle med. Det tegner godt for det fremtidige samarbejde i byrådet. Jeg respekterer dog, at to partier har valgt at stå udenfor, og jeg vil gøre mit for at sikre et godt samarbejde med hele byrådet. Nu glæder jeg mig til at komme i gang med arbejdet efter nytår, fortæller han i en pressemeddelelse.
Borgmesteren understreger, at fokus fremover er på at skabe resultater både på kort og lang sigt. Særligt inden for samarbejdet med erhvervslivet, uddannelsesområdet og bymidten i Kolding, hvor der allerede er sat mange initiativer i gang.
Det nye byråd får ni stående udvalg, men fordelingen af formands- og næstformandsposter er endnu ikke helt på plads. Til gengæld er viceborgmesterposterne fordelt: Søren Rasmussen (DF) bliver 1. viceborgmester, mens Iben Lehmann Rasmussen (SF) tiltræder som 2. viceborgmester.
Med en bred konstituering synes grundlaget lagt for et konstruktivt samarbejde og en ambitiøs indsats for Koldings fremtid.



