Kolding Netavis

Akutplan, men intet til psykiatrien – endnu

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Sara Darling Jørgensen og Annette Blynel. Privatfoto.

Læserbrev af Annette Blynel (SF), gruppeformand og medlem af Regionsrådet, Region Syddanmark, Strandgade 27, 5700 Svendborg og Sara Darling Jørgensen (SF), medlem af psykiatri-og socialudvalget i Region Syddanmark, 5700 Svendborg.

En ny Akutplan har set dagens lys. Men desværre er der ikke fundet plads til psykiatrien, som lider i lige så stort omfang, som det somatiske område. Borgerne skal stadig vente. I Region Syddanmark er det helt galt.

SF har længe forsøgt at få psykiatrien på dagsordenen, men det har været, og er desværre stadigvæk, særdeles vanskeligt at få en reel politisk drøftelse. Tværtimod er SF gang på gang blevet afvist.

Flertallet mener direktionen har ret, og det skal vi ikke stille spørgsmålstegn ved. Vi har bedt om en gennemgang af de tildelte budgetmodeller, fordi det er vores vurdering, at der ikke er en ligelig fordeling mellem de forskellige afdelinger.

Svaret er, at det er for kompliceret, og derfor ikke kan beskrives. Altså man kan ligeså godt sige: ”Det forstår I jer ikke på, kære politikere”. Men måske er virkeligheden, at det er modellen, der ikke er meningsfuld, hvis den ikke kan forklares for os ”simple” politikere. Så i januar blev direktionen også bekymrede.

Det virker lidt påfaldende med en pludselig udtrykt bekymring for et område, som de i mange år har haft, og stadig har, ansvaret for. Hvad er baggrunden for, at det skal blive så alvorligt, før der reageres?

Tværtimod så beslutter direktionen i oktober 2022 store besparelser på en afdeling med en begrundelse i, at de skal lære at overholde budgetterne. Der var ingen faglige bekymringer, da det skete. Det er ikke god ledelsesstil, men alligevel bakkede et flertal i regionsrådet desværre op om direktionens beslutning.

Der er de sidste år tildelt mange ressourcer og udarbejdet en psykiatriplan med flere gode tiltag. Så hvad er baggrunden for, at der er afdelinger, som slet ikke fungerer, og hvor medarbejderne flygter? Måske skyldes det netop en ulige fordeling af ressourcer? Har direktionen handlet med rettidig omhu?

Det spørgsmål, mener vi, med god grund kan stilles?

Nu afventer vi så direktionens forslag til handling. Men uanset hvad, er SF naturligvis parat til at tildele både ressourcer og den nødvendige personale- og ledelseskraft. Vi kan simpelthen ikke være andet bekendt.

Det handler om borgere med alvorlig psykisk sygdom.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel