Kolding Netavis

Årets Bæredygtighedshelt 2022 er…

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Årets Bæredygtighedshelt 2022 er Kolding Green Streets, repræsenteret ved Carsten Borch (i midten). Derudover er det Iben Østergaard Fog (yderst t.v.) fra Fællesskabet Kolding, Filip Bekic Bladt, Jørn Chemnitz og Solveig Søndergaard fra Sheworks Atelier. Foto: Kolding Kommune.

Traditionen tro blev Årets Bæredygtighelt også i år udråbt på Kolding Kulturnat.

Det foregik foran Bæredygtighedshuset i Jernbanegade og det blev Kolding Green Streets, der løb med titlen for utrætteligt at arbejde for at fremme den bæredygtige dagsorden i Kolding.

Kolding Green Streets har etableret en fast torvedag på Akseltorv i Kolding hver lørdag året rundt med lokale produkter indenfor fødevarer, design og secondhand. Kolding Green Streets står også bag Verdensmålsdagen i Kolding med bæredygtige boder, musik, talks og aktivisme.

Carsten Borch modtog diplom og en check på 5.000 kr. på vegne af Kim Holm Aagaard og Bjørn Olsen, der desværre begge var forhindrede i at møde op og modtage skulderklappet. Det var Kim Holm Aagaard og Bjørn Olsen, der tilbage i 2020 tog initiativ til lørdagsmarkedet med lokale producenter og som sidste år for første gang stablede en verdensmålsdag i Kolding på benene. Carsten Borch har også et stort engagement i Koldings verdensmålsdag.

Udover Kolding Green Streets var også madspildsinitiativet Fællesskabet Kolding og designvirksomheden Sheworks Atelier nomineret til titlen som Årets Bæredygtighedshelt 2022.

Et stærkt felt

Det var formandskabet for Natur-, Miljø- og Klimaudvalget, formand Jørn Chemnitz og næstformand Filip Bekic Bladt, der på vegne af hele udvalget udråbte Kolding Green Streets som Årets Bæredygtighedshelt 2022.

-Det har været svært at vælge, hvem der i sidste ende skulle have titlen i så stærkt et felt. Alle tre nominerede gør det rigtig godt på hver deres måde og gør en stor forskel for Kolding, siger Jørn Chemnitz (SF) og Filip Bekic Bladt (S) tilføjer:

-Vi har brug for rollemodeller som de tre nominerede, der kan vise os andre vejen frem til et mere bæredygtigt liv. Vi har brug for mange flere af den slags initiativer.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel