Kolding Netavis

Åbent svar til Mogens Andersen

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Læserbrev af Villy Søvndal (SF), borgmesterkandidat, Gl. Bjert 39c, 6091 Sdr Bjert.

Jeg er helt med på man som politiker skal tage ansvar. Men hvordan Mogens Andersen er kommet til den konklusion, at jeg har et medansvar for den skattestigning der har været i Kolding Kommune de sidste mange år må være opfundet til lejligheden?

I de år har jeg enten siddet i Folketinget eller regionen. Hvorfor ikke spørge dem, der har haft ansvar de sidste 12 år? Venstre har haft borgmesterposten og flertallet til at gøre noget andet.

Det må da sådan set være Venstres ansvar, at Vejle på flere områder har overhalet Kolding, selvom vejlenserne betaler en lavere skat. Men måske tror Mogens Andersen jeg er bedre til at give et svar? Og det gør jeg gerne.

Jeg mener ikke det er havnens skyld, at vi ikke har spændende tiltrækkende boligbyggeri i Kolding. Det skyldes venstreledelsens manglende visioner og strategisk bindende planlægning i et godt og effektivt samarbejde med investorer.

Kolding har en professionelt drevet havn, der giver overskud, det skyldes de virksomheder, der ligger på havnen. Og det er virksomhederne, der investerer i havnen. Og der er vi i SF enige med de 67% af borgerne i kommunen, der vil bevare havnen.

Så når Mogens Andersen spørger, hvorfor de er så meget bedre i Vejle end i Kolding med en lavere skat end i Kolding Kommune er svaret følgende:

Vejle vandt stort på udligningsreformen. Vejle er en tilflytterkommune, hvor skattegrundlaget derfor vokser i modsætning til Kolding, der ikke har formået at forøge befolkningsgrundlaget de seneste år.

Derfor er svaret vel også, at netop det som Mogens Andersen spørger om er en indirekte kritik af venstre og derfor lige præcis er grunden til, at der er behov for en ny politisk retning med et nyt politisk flertal ved valget 16. november.

Det antager jeg Mogens Andersen er enig med mig i.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *