Læserbrev af Nicolai Holmgaard Juul (SF), Bjert / byrådskandidat.
Når et barn mistrives i folkeskolen, rammer det ikke kun barnet, men en hel familie – og ofte også et klassefællesskab. Forældre til børn med skolevægring står midt i en livskrise, der er svær at forklare, hvis man ikke selv har prøvet det.
At børn går i skole, er en grundpille i vores samfund. Derfor opleves det dybt uretfærdigt, når mistrivsel rammer. Samtidig koster det dyrt – både menneskeligt og økonomisk. Sidste år udbetalte Kolding Kommune 22,6 mio. kr. i tabt arbejdsfortjeneste til 210 forældre, der måtte blive hjemme, fordi deres børn ikke kunne komme i skole.
Årsagerne til fraværet er komplekse, og Forældrekommissionen peger på behovet for en helhedsorienteret indsats, hvor alle omkring barnet arbejder sammen, og hvor familien ikke står alene.
Her kan vi lade os inspirere af projektet U-Start i Hvidovre Kommune. Her hjælper man børn tilbage i skole ved at skræddersy løsninger til den enkelte familie og overtage kommunikationen med systemet. Erfaringen er klar: Forældre bliver nedslidte af at være sagsbehandlere i deres eget liv. Når de får luft, får de overskud til at hjælpe deres barn.
Resultatet er tydeligt – 75 % af de deltagende elever får lavere fravær. Et forløb koster i gennemsnit 83.000 kr.
Vi skal som kommune gøre det bedre. Lektien fra Hvidovre og Forældrekommissionen er, at hvis vi vil løse problemet, må vi tage det alvorligt. Vi skal tænke helhedsorienteret, og se det enkelte barn og familie.
Jeg vil gerne bruge 83.000 kr. på at give familier hverdagen tilbage – for det er en investering, der betaler sig.
