Kolding Netavis

50 mio. kroner årligt til grøn infrastruktur

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Læserbrev af Bjørn Olsen (R), byrådskandidat, Skovlundvej 41, 6000 Kolding.

Klimaet kræver handling nu. Det gør trafikken i Kolding i den grad også. Kulsort vanetænkning har præget de seneste årtiers udvikling af infrastrukturen. Resultatet er, at tusindvis af borgere i dag dagligt udsættes for trængsel, støj og forurening.

Tiden er inde til at tænke nyt. Radikale Venstre ønsker en samlet trafikhandleplan for hele kommunen, som frem mod 2040 sikrer en langsigtet, sammenhængende, grøn udvikling på området.

Vi mener, der er behov for at investere massivt i grøn infrastruktur. Derfor vil vi afsætte 50 mio. kroner årligt til at gøre trafikken i Kolding renere, sundere og grønnere.

Kolding skal være cykelkommune. Alle børn skal kunne cykle sikkert og trygt i skole.

Centerbyerne skal bindes sammen med Kolding. Vi er én kommune, og det mener vi bør afspejle sig infrastrukturen – også for dem, der cykler.

Midtbyen skal omlægges og målrettes fodgængere og cyklister suppleret med offentlig transport. Bilerne samles i moderne p-anlæg med ladere udenom bykernen, så byen kan foldes ud som et grønt kulturcentrum med hyggelige gader, grønne oaser og varierede byrum.

Der skal være gratis bus til børn og unge, og med penge fra regeringens infrastrukturplan vil vi lave en forundersøgelse af en BRT-rute, som kan binde centrale områder i Kolding sammen. BRT-busser kører i egne busbaner og matcher letbaner i hastighed, frekvens og komfort.

Der skal i det hele taget sikres en langt bedre sammenhæng mellem offentlig transport og andre transporttyper, så det bliver lettere at kombinere cykel, bil, bus og tog.

Pengene – de 50 mio. kroner – vil vi hente direkte fra den sorte infrastruktur. Det er ganske enkelt et spørgsmål om at sætte en ny retning for trafikken.

Stem personligt, hvis du er enig. Jeg er klar til at kæmpe for dig.

Vi kan godt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *