De 13 mænd blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør i Kolding.
13 mænd, alle udlændinge fra Ukraine og Polen, blev onsdag varetægtsfængslet frem til 29. marts efter et grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Mændene er i alderen fra 32-70 år, oplyser Østjyllands Politi.
Alle 13 mænd er sigtet for, at have drevet en illegal cigaretfabrik på Vamdrupvej mellem Vamdrup og Ødis. De er sigtet for, at have indsmuglet råtobak til brug for illegal produktion af millioner af cigaretter.
Særlig Efterforskning Vest stod tirsdag for aktionen mod ejendommen ved Vamdrup. Her blev der fundet og beslaglagt 11 millioner cigaretter samt en større mængde professionelt produktionsudstyr.
Efterforskningen af sagen har stået på i længere tid. Særlig Efterforskning Vest har i samarbejde med Europol, Skattestyrelsen, Toldstyrelsen og flere udenlandske politimyndigheder, hvor de har afdækket en større produktion af illegale cigaretter på adressen.
De 13 mænd nægter sig alle skyldige. Ingen af dem ønskede, at afgive forklaring ved grundlovsforhøret. De har alle taget forbehold for eventuelt, at kære varetægtsfængslingen til Landsretten.