Skip to main content

Kolding Netavis

Jels Vikingespil satte omsætningsrekord

Elo Christoffersen
Loke trak stort set fulde huse på det nyrenoverede friluftsteater ved Jels Nedersø. Foto: Jels Vikingespil.

Jels Vikingespil satte omsætningsrekord for andet år i træk. Sommerens jubilæumsforestilling Loke gav en omsætning på over 5,3 mio. kr.

JELS: Jubilæumsforestillingen Loke trak i sommer stort set fulde huse på det nyrenoverede friluftsteater ved Jels Nedersø.

Det oplyser Jels Vikingespil i en pressemeddelelse.

SF Kolding

Forestillingen udfordrede den traditionelle opfattelse af helte og skurke. Publikum fik mulighed for at se den nordiske mytologis Loke fra en ny vinkel. Publikum skulle selv tage stilling til, om han virkelig var så ond, som historien fortæller.

Jubilæumsforestillingen har krævet en ekstraordinær indsats fra de mange frivillige. Gennem vinteren og foråret er der lagt utallige timer i arbejdet. De frivillige har blandt andet skabt de store kæmpefigurer af Fenrisulven og Midgårdsormen. Der er også bygget store kulisser, arbejdet med scenografien og gjort klar omkring friluftsteateret.

”Den ekstraordinært store frivillige indsats har været med til at give forestillingen en særlig visuel dimension. Arbejdet fra både dem på scenen, dem bag scenen og alle på Valhaltorvet har været afgørende for, at vores 50-års jubilæum blev en stor publikumssucces”, fortæller Janus Harloff Lynggaard, formand for Jels Vikingespil, i pressemeddelelsen.

Hele 21.249 gæster lagde vejen forbi. Det er det femtehøjeste tilskuertal i spillets historie.

Underskud – men bedre end budgettet

Årets regnskab viser, at vikingerne for andet år i træk satte omsætningsrekord. Omsætningen lød på over 5,3 mio. kr.

Driftsoverskuddet ligger på lidt over 1,1 mio. kr. Vikingerne har foretaget investeringer for næsten 1,5 mio. kr. Regnskabet ender derfor med et underskud på 348.369 kr.

Underskuddet er ca. 512.000 kr. bedre end forventet. For et år siden budgetterede man med et underskud på 860.500 kr. for 2026-sæsonen.

”Selvom vi præsenterer et underskud på næsten 350.000 kr., er vi pavestolte af regnskabet. Her kan man se, at vi har investeret over 550.000 kr. i renoveringen af friluftsteateret. Derudover har vi også brugt rigtig mange penge på den flotte jubilæumsbog, som alle frivillige modtog i gave i sommer”, slutter formanden.

Forberedelserne til 2027-forestillingen er allerede i gang. Forestillingen bliver den 51. forestilling på friluftsteateret i Jels. Den bærer titlen ”Kærlighedens Krigere” og har premiere fredag den 2. juli 2027.

Billetsalget starter den 1. december 2026 på jelsvikingespil.dk.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtag nyheder direkte i din indbakke.