Søndag gik Kolding IF’s hold i kvindeligaens kvalifikationsspil fra banen med en 9-1 sejr over FC Thy-Thisted Q. Dermed er kvinderne fra Kolding sikret endnu en sæson i den bedste liga.
I silende regn spillede Kolding IF’s kvinder sæsonens sidste kamp i kvindeligaens kvalifikationsspil. FC Thy-Thisted Q var på besøg på Fynske Bank Arena i Bramdrupdam.
Kolding lagde et højt pres på FC Thy-Thisted fra starten af kampen. Dog var det udenbaneholdet, der først fik scoret – allerede efter fire minutters spil.
Men så svarede Kolding igen. I det 10. minut scorede Julia Amby Kristensen til 1-1. Og det blev også til 3-1 inden pausen. Målscorerne var Ea Rasmussen og Emma Veletanlic.
Kolding kom ind til anden halvleg med masser af energi og var sultne efter flere mål. Og sådan blev det da også. Slutresultatet endte nemlig med en 9-1 sejr til Kolding IF.
Målscorerne i anden halvleg var blandt andet Sara Amby Kristensen, Cecilie Christensen, Lærke Friis og Bella Madsen.
Med dagens sejr sikrede Kolding sig endnu en sæson i landets bedste fodboldrække for kvinderne – nemlig i kvindeligaen.
Inden kampstart blev der sagt farvel til seks spillere: Ea Rasmussen, Sofie Tranholm, Mille Jusjong, Laura Worsøe, Ida Guldager og Ava Collins.
Se billederne øverst i artiklen…

























