Kolding Netavis

Sportsikon har solgt sin luksuriøse landejendom

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Foto: Ivan Eltoft Nielsen.

Efter omkring otte måneder på markedet har den tidligere fodboldtræner, -agent, -kommentator og administrerende direktør i FC København Karsten Aabrink solgt sin hjemmebane i Nordsjælland.

Den luksuriøse landejendom med hele 15 værelser og en grund på over 29.000 kvadratmeter – lidt mere end fire fodboldbaner – kom på markedet i foråret 2020. Men nu kan sportsagenten altså snart vinke farvel til den eksklusive adresse udenfor den nordsjællandske by Hørsholm – efter en handel til 30.750.000 kroner, skriver boligmediet Boliga.dk.

Det er nemlig det beløb, som den nye ejer har betalt for det imponerende hjem, hvor der er hele 530 kvadratmeter bolig at boltre sig på.

Selv købte den tidligere FCK-boss ejendommen tilbage i 2012 med sin hustru Bettina Aabrink for 15.850.000 kroner.

Solidt millionafslag

Det lader til, at Aabrink har været til at handle med for at få handlen i hus: I hvert fald har køberen fået den imponerende liebhaverejendom – inklusive hestefold og en tennisbane – seks millioner kroner under den sidst kendte udbudspris.

Da landejendommen kom på markedet i maj 2020 hos liebhavermægleren Ivan Eltoft Nielsen, var det nemlig med et tilhørende prisskilt på 36,8 millioner kroner.

Handlen har dog stadig resulteret i en gedigen kvadratmeterpris på lige over 58.000 kroner, hvilket ifølge Boliga.dk ligger mere end 20.000 kroner over prisgennemsnittet i Hørsholm Kommune. I hvert fald hvis man ser på villaerne i den nordsjællandske kommune, som i sidste kvartal af 2020 blev solgt for 36.400 kroner pr. kvadratmeter, hvilket er knap 5,5 millioner kroner for et gennemsnitligt hus på 150 kvadratmeter.

Inden Karsten Aabrink gjorde karriere i fodboldverdenen, var han selv sportsudøver. Det var dog på isen i stedet for grønsværen: Han har således mere end 300 kampe for Herlev Ishockey Klub bag sig.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *