I Vamdrup er der masser af gavmilde mennesker, der gerne glæder mindre heldigt stillede i tredjeverdenslande.
Det står nu soleklart for Britta Schmidt fra Vamdrup Specialoptik, der i år har modtaget cirka 2.200 aflagte briller fra byens borgere som led i den årlige Verdens Synsdags-indsamling.
Julen kommer tidligt til Afrika i år, når de mange indsamlede briller fra Vamdrup ankommer til deres nye ejere i renoveret tilstand. Den årlige indsamling afholdes for at skabe opmærksomhed om synsproblemer og om manglen på briller i udviklingslande. Mere end én milliard mennesker verden over mangler nemlig adgang til synshjælp og briller.
Hvert år samler danske optikere brugte briller ind, hvorefter et lille hold af frivillige optikere renser, måler og sorterer brillerne. Dernæst tager de brillerne med til udvalgte lande, hvor de laver synsprøver og uddeler brillerne gratis.
Rekordmange briller modtaget i år
Britta Schmidt og hendes team hos Vamdrup Specialoptik har i år modtaget rekordmange briller til indsamlingen:
-Det er helt vildt! Vi har aldrig før indsamlet så mange briller. Faktisk fik vi kun omkring 2-300 stykker i sidste års indsamling, så vi er helt overvældede over, hvor stor en succes det har været, smiler Britta Schmidt, der har taget imod alle slags briller i butikken, uanset alder og stand. Nu bliver brillerne gået igennem en for en og renoveret, så de er klar til en ny ejer, der kan få glæde af dem, fx i Senegal i Afrika, fortæller Britta Schmidt og fortsætter:
-Rigtig mange mennesker i udviklingslande mangler briller, og jeg er virkelig glad for, at vi kan bidrage til at hjælpe bare nogle af dem med brugte briller fra Vamdrup. Når man tænker på, hvor stor betydning et par veltilpassede briller kan have for livskvaliteten, så er det en rar tanke, at vi nu kan hjælpe en voksen eller et barn, der måske aldrig før har haft et par briller, med at få et bedre liv.