Prinsesse Benedikte deltog i åbningen af udstillingen “Vævede mesterværker” på Koldinghus.
Prinsesse Benedikte deltog i åbning af udstilling: Torsdag deltog Prinsesse Benedikte i den officielle åbning af udstillingen Vævede mesterværker på Koldinghus. Dagen bød på kongeligt besøg, taler, musik og talks med flere af de udstillede kunstnere, heriblandt Bjørn Nørgaard og Kirstine Roepstorff. Det oplyser Den Kongelige Samling i en pressemeddelelse.
Prinsesse Benedikte ankom til slottet, hvor hun blev modtaget ved porten af 13-årige Alma Vibe Kristiansen, som overrakte hende en blomsterbuket. Prinsessen, der er æresprotektor for Koldinghus, deltog aktivt i markeringen af slottets nyeste særudstilling.
I Ruinsalen bød museumsdirektør Thomas C. Thulstrup fra Den Kongelige Samling velkommen med en tale, som blev efterfulgt af livemusik og talks. Her gav udstillingens kurator Maria Gadegaard sammen med kunstnerne Bjørn Nørgaard og Kirstine Roepstorff samt kunsthistoriker Bente Scavenius – medforfatter til udstillingens katalog – indblik i billedvævningens kunstneriske og historiske betydning.
Rundvisning i udstillingen
Prinsesse Benedikte fik efterfølgende en rundvisning i udstillingen, inden dørene blev åbnet for de øvrige inviterede gæster. Publikum kunne opleve nutidige billedvævninger præsenteret side om side med historiske gobeliner, hvoraf flere stammer helt tilbage fra middelalderen og renæssancen.
Efter prinsessens afrejse fortsatte åbningsdagen med yderligere talks, koncerter og mulighed for at udforske både udstillingen og slottets øvrige samlinger.
Se billederne øverst i artiklen…












