“Fra bonderøv til direktør – og videre”: Otto Skak tryllebandt Koldings seniorer.
Onsdag den 11. marts mellem kl. 11 og 14 mødte en stor gruppe interesserede seniorer en af lokalsamfundets mest markante skikkelser: foredragsholder Otto Skak. At nøjes med én titel til Otto er næsten en hån – han kan og gør så meget mere, og farten er bestemt ikke sat ned, selv om han har passeret de 70.
Fra Toftlund-dreng til idémand med ubegrænset energi
Foredraget tog os med tilbage til skoletiden i Toftlund, hvor de første spirer til hans ildsjæl blev sået. Her var han involveret i et væld af aktiviteter, og engagementet voksede kun med årene. Men Toftlund kunne ikke holde på ham – og efter flere afstikkere, blandt andet som sælger, bevægede historien sig frem mod den tid, hvor Otto blev en del af Koldings kultur- og fritidsliv.
Halchef i Bramdrupdam – og begyndelsen på et lokalt aftryk
I Bramdrupdam begyndte han som halchef. Mange kender hovedtrækkene fra hans tid “på den anden side af Kolding”, som Bramdrupdam var dengang men foredraget bød på nye anekdoter, små overraskelser og indblik i de værdier, der driver ham. Det løftede stemningen og gav os et klarere billede af, hvad der egentlig får Otto til at fungere.
Efter en pause med frikadeller og kartoffelsalat fra Kaffebaren på Ternings Allé – i rigelige mængder – fortsatte rejsen.
Slotssøbadet – visioner, mod og menneskesyn
Vi fik et levende indblik i den drivkraft, der fik Otto til at søge stillingen som direktør for Slotsøbadet. Hans drømme og visioner har været med til at forme det Slotsøbad, der i dag er et af Koldings vartegn.
En rød tråd gennem hele fortællingen var hans menneskesyn. Otto har aldrig været bange for at ansætte folk, der – som han selv siger – “er dygtigere end mig”. Det har været en af nøglerne til hans succes.
Han fortalte også, at han nok havde fået et par bogstavsdiagnoser, hvis det havde været almindeligt i hans barndom. Måske netop derfor banker hans hjerte for unge, der stikker ud og ikke passer i de gængse kasser.
“Videre” – og stadig i fuld fart
Faglige Seniorer i Kolding er glade for, at Otto sagde ja til at holde sit foredrag “Fra bonderøv til direktør – og videre”. For videre er han i dén grad kommet: med eget firma, bestyrelsesposter, konsulentopgaver og et fortsat engagement i unge med udfordringer. Undertegnede blev helt forpustet af at høre om tempoet.
En formiddag med en sjælden drivkraft
Vi tilbragte en sen formiddag i selskab med en nysgerrig, ansvarsbevidst, vedholdende, visionær frontløber – en initiativtager med ild i sjælen. Det var stort.




