Sydøstjyllands Politi advarer mod falske 20-kroner i omløb. Lige nu efterforskes otte sager i politikredsen.
Otte sager om falske 20’ere: Sydøstjyllands Politi oplever i lighed med flere andre politikredse en stigning i anmeldelser om falske, men vellignende 20-kroner, som i øjeblikket cirkulerer i lokalområdet.
Blandt andet blev der brugt falske 20’ere hos Føtex i Helligkorsgade i Kolding forleden.
Politiet efterforsker i øjeblikket otte sager vedrørende falskmøntneri.
-Vi har modtaget flere anmeldelser, hvor personer forsøger at betale med mange 20-kroner – eksempelvis ved scan-selv-kasser – eller hvor der ønskes vekslet et stort antal mønter til sedler. Derfor opfordrer vi både borgere og forretningsdrivende til at være ekstra opmærksomme, hvis de modtager eller skal betale med en 20’er, fortæller politiinspektør Michael Weiss i en pressemeddelelse.
Butikker bør være årvågne
Politiinspektøren understreger, at butikker især bør være årvågne:
-Vi har set tilfælde, hvor kunder prøver at betale dyr elektronik med et stort antal 20-kroner. Det bør tænde en advarselslampe hos medarbejderne.
Ifølge møntloven kan butikker afvise kunder, der ønsker at betale med et stort antal mønter, og på den måde forhindre, at kriminelle slipper af sted med falskmønterne.
Hvis man har mistanke om en falsk mønt, opfordrer Sydøstjyllands Politi til, at man afleverer mønten hos politiet og straks kontakter myndighederne, hvis man oplever nogen forsøge at betale med mange og muligt falske mønter.
Falskmøntneri er en alvorlig forbrydelse, og straffen kan ifølge straffelovens §166 være op til 12 års fængsel.
